36
Camilla Collett
kunde ikke taale det; jeg oprørtes paa min stakkels Søsters Vegne; jeg kunde ikke holde det ud inde i Huset, men skjulte mig i Skoven og i Grotten. . . . Imidlertid nærmede sig den frygtelige Dag, da Louise skulde vies til Caspers. Jeg troede bestandig, at Him* melen vilde lade ske et Underverk for at forhindre det. Der skede intet Underverk, uden at det skulde være, at Loise var forunderlig fattet. Det smertede mig mere, end det glædede mig. Enten jeg vilde eller ei, maatte jeg være med i Kirken. Her saa jeg Louise staa for Alteret med den Mand, som hun hverken elskede eller agtede, og som siden har gjort hende saa grænseløs ulykkelig. Men efter Høitideligheden, da ingen spurgte efter mig, ilede jeg ned til Grotten. Siden Louises Forlo# velse havde jeg neppe set min Dukke Louise. For sidste Gang tog jeg hende frem. Jeg talte ikke mere til hende; thi hun var jo død. Hun skulde, hun maatte være død. En saadan Nedværdigelse turde hun ikke overleve. Og saa tog jeg da den lille Døde og iførte hende hvide Klæder, lagde hende i Kisten og satte den ind i det dybeste af Nichen. Seks smaa Vokslys brændte i malede Tinstager, og ligesom de Gamle skrin* lagde sine Døde med alle deres jordiske Skatte, tog jeg hendes Klæder og Kostbarheder og alt mit Lege# tol og gjemte derinde. Da alt var i Orden, kyssede jeg hende og græd saa oprigtige Taarer over hende, som om det kunde have været min Søster. Derpaa murede jeg Aabningen ganske til med Ler og Sten, og et nyt Lag Jord og Mos skjulte aldeles Sporene. Hvad der her gjemtes, skulde aldrig, aldrig mere komme for Dagens Lys. Jeg følte, at jeg murede min Barndom ind med det samme. Udmattet paa Legeme og Sjæl kom jeg hjem og sneg mig op paa mit Værelse.
