Amtmandens Døtre
37
Og det er sandt, hermed endte min Barndom, og et nyt Afsnit af mit Liv begyndte. Den Tomhed, den Ensomhed, der indtraadte i vort Hus, efterat begge mine Søstre havde forladt det, var ogsaa vel skikket til at nære den triste Retning, mine Tanker havde taget. Mor havde nok havt alvorlige Kampe med dem at be* staa, førend de føiede sig , Hun troede det derfor nyt* tigt itide at bearbeide sine andre Døtre for om muligt at forebygge hos dem, hvad hun kaldte «Romangriller». Saa hørte jeg da i rene, tørre Ord udtale, hvad jeg med Skræk havde anet, at det næsten aldrig falder i en Kvindes Lod at egte den, hun elsker; og dog er det hendes Bestemmelse at egte nogen, da den ugifte Stand er den allersørgeligste. «I denne Henseende er I alle Prinsesser,» sagde hun. Jeg svimlede mellem disse Til* stande ... At giftes bort uden nogen Tilbøielighed, at slynges saaledes ved en dunkel Magt viljeløs og dog frivillig ind i en ganske anden, uelsket Tilværelse! Og nu, hvis man elskede en anden? . . . Arme Louise! . . . O Gud, lad mig ikke elske som hun! . . . Udtør denne Kilde i min Sjæl! . . . Lad mig undgaa Skjæbnen! Jeg vil leve ene ene til mit Livs Ende, aldrig elske, aldrig egte nogen. Denne barnlige Bøn var kanske latterlig; men endnu kan jeg ikke le af den
Den enlige Stand begyndte at faa en Art hellig Be* tydning for mig. Undertiden var den dog vist en sterk, fri Sjæls eget Valg. Naar jeg kom sammen med Byg# dens gamle Jomfruer, iagttog jeg dem med spændt In* teresse. Ak, de var lidet skikkede til at gjøre Idéen smuk eller opbyggende. Hvilket øde Liv! Deres Tan* ker og Anskuelser om enhver Ting, hvor pertentlig bor* nerte, hvor forstenede! Hvor ynkværdige deres Beskjæf* tigelser! Gamle Jomfru Møllerup har i de sidste ti Aar uafladelig strikket paa en Strømpe og rækket den op igjen, og denne Straf, der minder forfærdelig om Da* naidernes, har hun paadraget sig, siger Mor, fordi hun
