38
Camilla Collett
var daarlig nok til at afslaa nogle gode Tilbud «for en Grilles Skyld». En gammel Kone, der gaar i Barndoms men, kan maaske udfylde sit Liv med at strikke, strikke evindelig; men mon hun vilde række op igjen? Jeg tror det ikke . . . hun har vel havt Born . . . Over alle disse enlige, forladte Væsener det samme Præg, jeg ved ikke af hvad . . af en gammel Jomfru. O Gud, kunde ikke denne Tilværelse gjøres smukkere? Lær mig det, lær mig at bære, at fylde den! Jeg vil læse, jeg vil lære, jeg vil arbeide Nat og Dag. Dengang havde jeg alt læst meget, men overfladisk og uden noget Valg. Det var Ting, som mere slappede end berigede min Sjæl. Men seiv ved et bedre Valg savnede jeg Hovedbetingelserne for at forstaa og til? egne mig det læste; Jeg manglede Kundskaber. En glodende Iver for at lære noget greb mig. Under den forrige Lærer, Hr. Caspers, havde jeg holdt Skridt med Edvard, det vil sige, jeg havde gjennemgaaet de første Udtog af de almindelige Skolebøger. Nu begyndte mine Selvstudier; jeg læste sent og tidlig; jo mere jeg kom ind i det, jo mere vokste Interessen. Men jeg skjulte mine Bøger ligesaa forskrækket som Amalie sine Ro? maner. Saaledes holdt jeg hemmelig Skridt med Ed? vard, indtil jeg var kommen ham forbi. En Dag bad jeg ham saa vakkert at laane mig et bo? tanisk Verk, som jeg vidste, han havde i sin Reol; jeg vilde blot se Billederne, sagde jeg. Men han ytrede haanlig: «Du behøver ikke at anstrenge dig med at lære noget sligt; Caspers siger, at Fruentimmer blot er skabte til at styre Huset for Mændene, og at man burde sætte alle lærde Damer i Daarekisten.» Det gav dog ikke min Lærelyst noget Stød. «Det er ikke for Mændenes Skyld, det er for min egen, jeg lærer.» Men aldrig bad jeg Edvard mere om nogen Bog, og alle dem, jeg dels af Faders Bogsamling dels ved Laan kunde overkomme, bragte jeg ned i Grotten, hvor jeg ind? rettede mig et lidet Bibliotek. En Sten lukkede for Aabningen saa kunstig, at ingen kunde opdage den. Hvor glad var jeg ikke, naar jeg kunde komme ned
