Amtmandens Døtre
39
til mine Skatte! .. . Jeg gik altid ugjerne hjem, men dog, som mig syntes, rigere end før. Alt, hvad jeg oplevede om Dagen, satte jeg i Forbindelse med det, jeg havde læst. Historien interesserte mig især levende. Fra Stenen ved Indgangen kunde jeg se, naar der kom nogen. Nærmede nogen sig nede ved Mølleledet, saa kom Bogen øieblikkelig ind i sit Skjul. Jeg havde en overordentlig Sky for at røbe nogen Kundskab, seiv for Far, og Edvard og Caspers kunde have lagt mig paa Pinebænken, før de skulde have merket noget. Mine Glæder og Sorger var saaledes ikke et Barns. Jeg havde en egen Maalestok for dem. Kun i det For? hold, de stod til min egen store Bekymring, fik de Be# tydning. En legemlig Smerte, et skuffet Haab, Tabet af noget kjært tog jeg mig derimod lidet nær. Et In# stinkt sagde mig, at den bedste Modvegt mod disse Grublerier laa i Virksomhed, og neppe havde jeg fat# tet den Idé, førend jeg med grænseløs Iver begyndte at deltage i Husets Forretninger. Men dette skede med en Ustadighed, en febrilsk Uro, der aldrig gjennemførte noget
Caspers reiste, og nu skulde Kold komme. Jeg ha# dede ham allerede, førend jeg havde set ham. Da han første Gang sad ved Bordet, blev jeg forundret ved at se, hvor ung og smuk han var, og at han talte et gan# ske andet Sprog end de andre. Han kom ikke bli# strende ind i Stuen, han bandede ikke, naar han talte med Folkene. Jeg hadede ham endnu mere derfor. Jeg gjorde den simple Slutning; Jo høiere de har Grund til at stille sig seiv, desto lavere stiller de os. Hr. Cas# pers fandt mig og mine Søstre altid gode nok til at blive hans Husholdersker; for Hr. Kold maatte vi da være noget endnu ringere. Med denne Uvilje, saa glø# dende som den kan rodfæste sig i et uerfarent Barns Hoved, har jeg mødt ham. Hvor pinlige var ikke disse Skoletimer med ham! Jeg vidste, at jeg med al min
