40
Camilla Collett
Lærvillighed, al min Flid dog kun vilde blive dette ringe Væsen i hans Øine, som han havde Ret til at se ned paa. Den himmelske Taalmodighet, han viste, kunde den være andet end Ringeagt? Naar jeg da kunde lade ham sidde en stiv Klokketime og anstrenge sig for at forklare mig Elementerne til noget, som jeg for længe siden var udover, følte jeg seiv det grusomme og latterlige deri; men jeg var som forstokket. En Forbryder maa være saaledes tilmode. En sjelden Gang skjendte han, og jeg følte mig besynderlig søm derknust og hædret derved . . . Ethvert Tegn paa hans Uvilje kunde have gjort mig stolt. O, jeg syntes, at jeg kunde føle, hvor jeg var ham imod; naar Leksen var ude, løb jeg, som om jeg kunde løbe fra min egen Ufor* dragelighed. Har jeg gjort ham Uret? En Gang, en eneste Gang faldt denne Tanke mig ind; men den var saa flygtig, saa uklar, et Stjerneskud, ingen ledende Stjerne. Vi traf hinanden paa Sæteren. Han forekom mig der ganske anderledes end mellem de andre, hvor han bestandig er saa underlig spotsk og siger alting med en saadan Mine, at man aldrig ret ved, hvad han mener. Han udtalte Ord saa sælsomme . . . Jeg tvilede, om jeg havde hørt ret. Han opmuntrede mig til at synge ... At synge! . . . Men da vi kom hjem igjen, var han den samme, og jeg saa, at jeg havde taget feil. Har jeg taget feil? Jeg ved ikke; men endnu er denne Fordom saa rodfæstet hos mig, at jeg ikke kan være i hans Nærhed, uden at jeg føler mig beklemt
AV MARGRETHES BLADE Naar det var muligt, burde Mændene aldeles ikke vælge. De vælger mest efter sanselige Indskydelser; de sætter Besiddelse over alt.
