Amtmandens Døtre
41
Kvinderne burde heller ikke vælge. De er saa lidet udviklede, at de ikke engang kan vælge fornuftig af Fornuft. Man vilde forfærdes ved at se de Motiver, der ofte bevæger dem til at tage imod et Tilbud. De saakaldte «stiftede Partier» indeholder derfor ofte en større Betryggelse for den gjensidige Lykke, end man tror. Man skal ikke foragte dem. Der er blot ett, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed Af alle de drømte og virkelige Egenskaber, der ind* tager en Mand for den Kvinde, hans Valg falder paa, glemmer han blot en liden übetydelig; det er hendes Kjærlighed. Merker han alligevel, at den lille Ting mangler, saa tænker han: den kommer nok. Alle mænd tror sig Pygmalioner, der tidsnok kan belive Billedstotten, naar den Tid kommer, da hun nødvendigvis maa stige ned af Piedestalen. Men Egteskapet tænder neppe nogen Kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt Fond med for at holde det ud. En Mand kan, seiv om han ikke er nogen øm Egte* mand, være en brav Egtemand. Han kan røgte sit Kald lige ivrig, lige samvittighedsfuldt. Hans Pligter har en bestemt Begrænsning, En Hustru derimod maa være øm, skal hun være brav. En Hustrus Kald har ikke saadanne Grænser. Det bestaar i en Skare übestemmelige, forskjelligartede, navnløse Enkeltheder, usynlige som Duggen, der falder, og som blot faar sin Betydning gjennem det Sindelag, hvoraf de udgaar. I dette, i Kjærligheden, ligger dets Übegrænsethed. Uden denne skrumper det ind til et Aag, en triviel Pligtopfyldelse, hvori det øieblikkelig soger sin Begrænsning. En Mand kan sidde hele Dagen ved sin Pult uden en eneste Gang at tænke paa hende, for hvem han dog arbeider. Derimod tænker han meget paa, hvorledes den Artikel, han arbeider paa, vil tage sig ud i Bladet, og hvad Virkning den maaske har paa næste Forfremmelse.
