42
Camilla Collett
Hustruen, der elsker, tænker alene i al sin Gjerning paa ham. Til ham, for ham, ved ham, alt. Han er hen* des Ærgjerrighed, hendes Offentlighed, hendes Stats* raadsafdeling .... Det er merkværdigt, hvorledes man kan føle, idet man træder ind i et Hus, om denne belivende Gnist er tilstede eller ei. Man merker det ordentlig paa At* mosfæren inde i Stuerne. Hvor den raader, vil alt have et mildt, beaandet Skjønhedens Præg; hvor den mangler, er alt dødt, koldt og nøkternt, seiv i den ri* geste Omgivelse. Enten river hun sig da med Magt løs af Aaget og lader Maskineriet gaa, som det kan, me* dens hun soger at døve sit Liv udenfor Huset, eller hun gaar rent op i det, hun seiv bliver en knarrende Maskine, som man helst undgaar.
Det fortælles meget om den hoie Stilling, Amerika* nerinderne indtager i sit Land. Det kan nok være, at dette hviler paa noget, vi ikke ret vil anerkjende. Der# for kan det dog være lige vegtigt i sine Resultater. Jeg vil tro, at den praktiske Maade, de opdrages paa, Lo* vene, der indrommer dem alle Fordele, Mændene, der med klog beregnet, fin Egoisme, verner om deres Stil# ling, gjør dem fra Vuggen af til disse stolte, uafhæn# gige Væsener, hvis Indflydelse strækker sig fra Dag# ligstuen op gjennem alle Forgreninger af det offentlige. Ved Siden deraf vil jeg forsøge at give et Omrids, kun et svagt Omrids, af vore unge Pigers Livskaar. Endnu inden de fødes til Verden, har Lovene plyndret dem. Det forudsættes allerede da som en Nødvendig# hed, at de skal forsørges af en Mand, der vil tage dem tilegte. Egtemanden bliver da for dem et Slags Brød* studium, ligesom Jus og Krigsvidenskab for Sønnerne. Opdragelsen anlægges derefter, det vil sige, meget mere paa at opnaa Attestas til Kaldet end egentlig paa at lære at bestyre det. Saaledes vokser de op, uden vir* kelige Kundskaber, uden dybere Interesser, iet übe*
