Amtmandens Døtre
43
skjæftiget Liv, fuldt af tomme Glæder. Det er, lige# som Forældrene i en Slags medlidende Svaghed ikke kan skaffe dem nok af disse, ikke nok kan bedøve dem for den alvorlige Skjæbne, der venter dem; de skal i det mindste more sig og have det godt, saalænge de er hos dem. Ofte kommer dertil en hemmelig Hjerte# sorg, der herjer i deres Indre, ligesom hine snigende Skovbrande, som man ikke bemerker i det klare Som# merlys. Saa staar de da ved Grænsen: Hjælpeløshed paa den ene Side, et kummerligt Tilfældighedsparti paa den anden. Valget er ikke saa svært. Silkesnoren er jo altid ærefuldere end Strikken. De bliver da gifte. Og nu venter man, at i det mindste de bedste af dem skal skaffe sig en Betydning, ædlere end den, nogle elendige Baltriumfer har beredt dem. Nei, det vil kun sige, at de nu først gaar ind i Dunkelhedens og Betyd# ningsløshedens haabløse Nat. En paafaldende Hen# visnen betegner denne Overgang. Man ved intet mere om disse Væsener, der engang nævntes under Navn af den smukke Den eller Den; man kjender dem fast ikke mere, naar de ude viser sine falmede Skikkelser. De er ikke mere Individer, de er norske Husmødre. Ved De, hvad en norsk Husmoder er? Jeg ikke heller rig# tig; men jeg ved, at jeg ikke kjender en eneste Kvinde, der virker belivende i en videre Kreds, det være ved Elskværdighed eller ved Aand, og dog kjender jeg mange, der baade kunde og burde det.
20de Juni.
Det vil bedrøve Kold at høre, at jeg er død. Han vil maaske tænke, at jeg tror mig glemt af ham. Og# saa det vil bedrøve ham. Min unge Ven, kunde jeg sige Dem, hvor rolig, hvor tillidsfuldt jeg tager denne Taushed. Og dog vilde det have glædet mig inderlig, havde jeg hørt noget fra Dem. Nei, jeg ved, De har ikke glemt mig. Kan en Broder glemme en kjær Sø# ster? Og en saadan var jeg dog for Dem. Anden Magt ved De, at De ikke har havt og aldrig kunde faa
