Amtmandens Døtre
45
skrevet og ordnet og sat friske Blomster overalt. Hvad der af dette mit jordiske Testament skal tilsendes Kold, vil jeg nu forsegle; han modtager min Afsked fra denne Verden. Mine Tanker om Evigheden, om hin fortsatte personlige Tilværelse, om mit Haab paa den, har jeg ikke betroet Papiret; jeg har aldrig kunnet tale derom til noget Menneske. Jeg er let og glad; Gud vil ikke gjøre denne Følelse tilskamme, men have Barmhjertig# hed med mig, fordi jeg har lidt saa meget. Alt er nu overvundet, endog Tanken om det sorte Skrin, som jeg har havt en indgroet, barnagtig Skræk for. Skal ende# lig Ødelæggelsens Rædsler hermetisk opbevares! . . At ikke et Menneske kan faa Lov til at lægge sig til Ro i den Jord, hvorfra det stammer, uden i denne afskye# lige Varetægtskasse, som skiller os fra den Moder, der saa inderlig længes efter Gjenforening med os! Hvor sød var ikke den Forestilling, at denne Moders Arme omsluttede os fast og ømt, at vi allerede straks var ett med hende . . . Men kan det ikke være anderledes, saa læg mig i Skrinet, men med saa faa Anstalter og saa hurtig som mulig. Der er intet for Lægerne at opdage ved mit stakkels udtærede Legeme. De vil dog kun sige, at Lungen har været lidt for liden eller Hjertet lidt for stort Ingen maa røre ved mig uden gamle Tante Hanne . . . Tante Hanne har været snild mod mig; hun har havt en stille Tanke for min Skjæbne Hun er en af dem, som har siddet paa sit en# somme Værelse over sit Strikketøi og har fredet stille om det eneste, som er værd at mindes i Livet . . . Hun har ikke glemt, at Ungdommen har et Hjerte, — et Hjerte, hvoraf den kan dø, — Jeg vil lægges ned i Skrinet i min blaa Silkekjole og med det røde Korab halsbaand og Armbaandene . , . . dem havde jeg paa en Aften — en lykkelig Aften . . . . O min eneste . . min Tanke og min Drøm her i denne Verden . . for en eneste saadan Aften er det dog værd at udholde Livet .... Tak, fordi du har været til og opfyldt Tib værelsen og gjort den rig og underfuld . . Tak, Tak,
