46
Camilla Collett
for alt, for den Fryd, du har ladet mig ane, for Drøm* mens lyksalige Bedrag for Smertens Overmaal . . . alt har været stort og fuldvegtigt og er af det, som kars tages med.
Margrethes dagboksblad var bestemt for Kold og han mot# tok dem, samtidig med at han fikk høre om hennes død. Tapet av henne gjorde et smertelig inntrykk på ham, også fordi han tross sitt løfte ennu ikke hadde sendt henne sine optegnelser. Imidlertid begynner han og den hjemvendte Sofie å nærme sig hverandre i fortrolighet.
En Ettermiddag kom Kold hjem fra en Tur paa Marken og traf Husets Damer siddende paa Have# trappen. Fruen og Sofie syede, og Amalie strikkede, hvilket Arbeide hun nu og da afbrød for at lugte til en uhyre Buket af Levkøier og Reseda, som hun netop havde røvet af det store Blomsterbed. Dette Bed var Fruens Stolthed, og det straalede ogsaa denne Host i et usedvanlig rigt Flor, «Veiret er saa deiligt,» ytrede Fruen til Kold, «at vi ikke kan overtale os til at gaa ind. Hvilken Mildhed paa denne Aarstid!» «Det er sandt; jeg gruer ogsaa for at gaa ind ide kvalme Værelser. Man burde lukke Husene og flytte ganske ud i Naturen, saalænge vor korte Herlighed varer.» Man talte en Stund om Veir og Vind, om Høsten og om Næsten. Naar det kom paa det sidste Emne, var Fruen især i sit Es. Hun havde virkelig et Slags Force i at fortælle. Hun kjendte Folks indre Historie til Punkt og Prikke; seiv om dem, man mindst skulde tro det, vidste hun at fortælle noget merkeligt, hvor# til hun gjerne knyttede en eller anden lærerig Betragt# ning. Samtalen blev pludselig afbrudt ved Edvard. Dette unge Menneske var netop i den uheldige Over# gang fra Skoletvang til en Frihed, man endnu ikke for# staar ret at haandhæve, hvori man gaar op i alle mulige
