Amtmandens Døtre
47
Tendenser uden at fastholde en eneste, hvor man in# teresserer sig for alting og dog ikke ved at beskjæftige sig med noget. Han skrev Vers, han spillede Piano# forte, han optog Skisser altsammen lige ustadig og som oftest forstyrrende for de andre. Moderen, hvis Kjæledægge han var, saa et rent Vidunder i ham paa Grund af alle disse Anlæg. Sofie var den eneste, der havde Klarblik nok til at skjønne, at alt dette ikke førte til noget. Hun foreholdt ham det undertiden og bad ham drive disse Sysler med Alvor, hvilket den un2e Herre naturligvis blot tog ilde op, idet han formente, at han nu seiv var voksen. Man havde netop hørt ham fantasere paa Pianoet, dernæst afrette sin Hund og bringe den til at hyle gan# ske afskyelig, endelig rende ud og ind igjennem ad# skillige Dører, da han pludselig præsenterede sig for Selskabet i en Art Forklædning, bestaaende i en af de Damehatte, der var i Mode for tredive til fyrretyve Aar siden, og hvis Form og Størrelse nu virkelig forekom# mer os saa fabelagtig, at man neppe kan begribe, at de har været benyttede paa offentlig Gade. Man husker maaske en Sort af sort trykket Skind, prydet med en Kvast Strudsfjær, der, tvertimod denne Prydelses sed# vanlige Maade at anbringes paa, strittede stivt i Vei# ret. Et rødt Langsjal og en umaadelig Sypose fuld# endte Forklædningen. Hilset af de andres Latter nær# mede han sig neiende, idet han i Gang og Miner efter# abede en gammel Jomfru der i Bygden. «Ah! Jomfru Møllerup! Vær saa god! Sæt Dem ned, kjære Jomfru Møllerup . . . .» Han aabnede sin store Pose, saa tankefuld ned i den, sukkede dybt og rystede paa Hovedet. Benyttende der# paa et Øieblik, da Amalie lugtede til sin Buket, bemæg# tigede han sig hendes Strikketøi, trak Pindene ud og begyndte at række op; men her kom hans Hund fa# rende efter ham og bragte ham ganske ud af Rollen «Chasseur, appovte!» . . . Syposen fløi bag Hæk# ken og den gamle Jomfru og Hunden som en Hvir# velvind efter.
