48
Camilla Collett
«Jaja, vi ler, Børn!» sagde Fruen, «men der var en Tid, da Jomfru Møllerup ikke var til at le ad, men der tvertimod var mangen, som hun bragte til at græde. Da var hun den smukkeste og mest feirede Pige i mange Miles Omkreds.» «Jomfru Møllerup? . . . Det er umuligt. Det er utro# ligt! . . Den fæle Jomfru Møllerup! Hun er jo fjantet ogsaa, den Stakkel!» «Jomfru Møllerup var sin Tids smukkeste og mest feirede Pige!» gjentog Fruen med Eftertryk. «Jeg kjem der hendes Historie. En Tante af mig, der var hendes intime Veninde, har fortalt mig alle Omstændigheder ved den. Den er meget sørgelig; men den er lærerig; den kunde tjene til Advarsel for mangen ung Pige.» «Hvordan det, Mor, i hvilken Henseende?» spurgte Døtrene. «Det bliver interessant!» sagde Kold og satte sig paa Trappetrinet. «De maa virkelig fortælle os hele Histo? rien, Frue, at Deres Dotre kan have rigtig Nytte af den.» «Ak ja!» bad Amalie. «Det undrer mig, at du ikke har fortalt os den før, da der er noget merkeligt ved den.» «Har jeg ikke gjort det, min Pige, saa kan du være viss paa, at jeg har havt mine Grunde derfor,» sagde Fruen og syede flittigere. «Slet ikke fordi den indeholder noget i mindste Maade anstødeligt,» blev hun ved, da ingen afbrød hende. «Der er intet deri, som ikke en ung Pige kan høre paa uden at rødme. Men den ulykkelige Jomfru Møllerups Historie indeholder Træk af disse Liden? skabens Forvildelser, af disse Yderiigheder, hvortil et heftigt Sind kan drives, naar det ikke forstaar at be* herske sig seiv; og det er min Mening, at unge, uskyl? dige Gemytter ikke engang i Tankerne skal foruroliges af sligt. Det har været mine Grunde, har jeg havt nogen» . . . «Alt det kan jo ikke andet end spænde vor Nys? gjerrighed paa det frygteligste,» sagde Kold, der kjendte
