Axntmandens Døtre
49
Fruens Fortællelyst altfor godt til ikke at vide, at man slet ikke gjorde hende nogen Tjeneste ved at respek# tere hendes Grunde. «Da der altsaa ikke er nogen dh rekte Fare for os unge, uskyldige Gemytter, saa slipper De os ikke .... Altsaa; Karoline Møllerup var sin Tids smukkeste og mest feirede Pige.» «Det var hun; hun var smuk; dog var der især no? get i hendes Væsen, der var endnu mægtigere end hem des Skjønhed. Hun var meget overgiven; men naar hun var i det Lune, kunde hun ogsaa være kold og frastø# dende. Hun var, hvad man kalder aparte. Julehelgen og andre Leiligheder lokkede gjerne en Mængde unge Mennesker op i den muntre, gjestfri Egn, hvor hendes Fader boede. Det var i den gode gamle Tid, da man forstod at more sig, da man havde sine tolvTjorten Baller i Julen. Da stod man blot op for at klæde sig paa til et nyt Bal. Jomfru Møllerup var da det Cem trum, som de unge Herrer sværmede om, og de reiste ikke derfrå, inden hun havde gjort et halvt Dusin af dem ulykkelige. Naar nogen forekastede hende dette og mente, at hun var for haard mod en eller anden, svarede hun: «Hvad kan jeg for det, jeg har ikke op* muntret ham!» Og det var ogsaa Synd at sige. Koket var hun i Grunden ikke, skjønt man beskyldte hende for det. Men et Navn skulde man jo give hendes Væsen, Hvad Karoline Møllerup var i sin Kreds, det gjaldt Ritmester von Heinen for at være i sin uimodstaae* lig, uindtagelig. Rygtet om hende var trængt til ham. Flan laa netop med en hel Del Officerer i Garnison i Nærheden det kunde vel være i Aarene 1780—81; det var derfor en let Sag for ham at mage det saa, at han blev inviteret til at tilbringe Julen hos Møllerups. At bøie et Sind som Karolines syntes ham en Opgave, alene bestemt for ham. Ja, han skal have veddet med sine Kamerater, at han inden en viss Dag skulde vise dem en skriftlig Tilstaaelse om hendes Kjærlighed. Han nød allerede Triumfen forud, og det er sandt: alt, hvad en Mand kan opbyde for at vinde en Pige, satte 4
Camilla Collett i utv.
