50
Camilla Collett
han ogsaa i Bevægelse, Ved alle Leiligheder var han hendes bestandige Ridder. I Komedien, som dengang var saa i Mode, var han altid Elskeren og hun Elsker? inden; men derved blev det ved Komedien nemlig. Karoline blev sig seiv lig, munter, livsglad, uud? tømmelig i med ham at opfinde ny Morskab, forekom? mende som Vertinde; men naar han slog paa den ømme Streng, affærdigede hun ham som de andre, dril? lende og koldt. Han begyndte at blive urolig. Enhver havde straks betegnet ham som den, der skulde gaa af med Seiren. Nu begyndte man at tale om en sandsyn? lig Kurv, og adskillige, til hvem han havde udtalt sig vel sikkert om sin Seier, dulgte kun slet sin Skadefryd. Han fordoblede sine Angreb forgjæves. Den fatale Dag kom, da Ritmesteren maatte til sin Eskadron. Man sagde, at han var citrongul i sit Ansigt ved Afskeden, og at han sendte Karoline endnu et Blik! et Blik, der skal være den visse Ting, som den stakkels gamle Jomfru fortæller, at hun aldrig kan glemme.» «Var det da ikke hans Alvor?» spurgte Sofie, ganske bleg af Bevægelse. «Holdt han ikke virkelig af hende?» «Det kommer ikke Historien ved, min Pige . . . . Afbryd mig ikke! , . . Efter denne Dag foregik der en besynderlig Forandring med Karoline. Man skulde have troet, at dette Blik havde forhekset hende. Hun blev meget stille, og hun tabte sig i kort Tid paafal? dende. Et Aar gik saaledes hen. Da betroede hun min Tante, at hun fra det første Øieblik havde elsket v. Hei? nen; men gav hun til Undskyldning hun havde ikke kunnet tvinge sit Væsen; men næste Gang, han var kommen igjen, da vilde hun have været anderledes mod ham; hun havde ventet og ventet, men for? gjæves. Endelig,» her sank Fruens Stemme ned til en halv Hvisken «havde Angst og Længsel drevet hende til at skrive et Brev til ham, hvori hun i de li? denskabeligste Udtryk tilstaar ham sin Kjærlighed, be? der ham at komme tilbage, da hun ikke kan leve uden ham!»
