Amtmandens Døtre
51
Amalie lod Strikketøiet falde og skjulte Ansigtet i Buketten. «Skrækkeligt!» aandede Sofie, med virkelig Skræk i alle Miner. «Gyseligt! Oprørende!» anbragte Kold. «Den arme Pige! Lad os ikke dømme hende for haardt,» vedblev Fruen. «Vore Forvildelser drager seiv Straffen efter sig. Her fulgte den lige i Hælene. Min Tante, en sedelig, velopdragen Pige, blev, som man kan tænke sig, høilig forfærdet. Hun fik hende endelig overtalt til at skrive et nyt Brev, hvori hun i en mere sømmelig Tone besvor ham at sende Brevet, det ulyk? salige Brev, tilbage. Det kom altfor snart sam? men med et fra Heinen, der, tænk eder nu! i faa Linjer indeholdt den Forsikring —» Fruens Læber lukkede sig igjen over det forfærdelige, hun havde at berette. Ingen vovede at spørge. «Det indeholdt den Forsikring, at han aldrig mere vilde kunnet skille sig fra dette dyrebare Dokument, havde han ikke heldigvis sørget for adskillige Afskrif? ter deraf, som cirkulerede blandt hans Venner, til uskyl? dig Adspredelse i ledige Timer og til Trøst for dem, der havde ladet sig holde for Nar af en snedig Kokette. «Af dette Stod kom hun sig aldrig. Hun faldt i en langvarig Sygdom, og da hun reiste sig igjen, var hun afsindig. Hun skrev uafladelig Breve, som man natur? ligvis ikke sendte bort. Vanviddet gik vel over; men fjollet var og blev hun. Skrive Breve og rive itu, strikke og række op igjen er siden blevet hendes eneste Syssel? sættelse.» Efter denne Fortælling blev der en lang Pause. Ende? lig sagde Kold: «Og nu Moralen, bedste Frue?» «Jeg ved ikke, hvad De mener med Moral; men me? ner De den Advarsel, den Lære, andre kan drage af en saadan Historie, da synes jeg, den ligger klart nok for Dagen. Enhver Overskridelse af Grænserne for det an? stændige straffer sig seiv paa det haardeste.»
