52
Camilla Collett
«Det er vistnok saa; men alligevel maa jeg tilstaa, jeg er ikke ganske paa det rene. Den, som her kræn# kede Anstændigheden, var, synes jeg, Ritmesteren; men De har ikke fortalt, at han blev straffet. Den stakkels Jomfru derimod blev straffet med Skjændsel og Vanvid og alle skrækkelige Ting; men hvad havde hun da egentlig forbrudt?» «De maa ikke have hørt rigtig efter, eller ogsaa maa jeg have udtrykt mig meget utydelig. Det var hende, Jomfruen seiv, der skrev ham til, uden at han havde erklæret sig ordentlig.» «Jo, det har jeg ganske rigtig forstaaet; men endda er ikke Forbrydelsen mig rigtig indlysende. Hun skrev ham til, fordi hun troede, at hun havde noget at gjøre godt, da hun jo havde været den übønhørlige. Hun gik naturligvis ud fra, at Ritmesteren var en brav Mand og ingen Kjeltring» .... «Men min Gud! De vil dog vel ikke forsvare et saa* dant afsindigt Skridt, et saadant aabenbart Brudd paa al kvindelig Takt! ... Er det kanske Deres Mening, at Damerne skal fri seiv og Herrerne undselig uddele Kurve?» «Nei bevares! Det er slet ikke min Mening; det var jo at berøve Damerne deres dyrebareste Privilegium. Jeg troede blot, at enhver dyb, egte Følelse hos dem cgsaa fordi de er Mennesker som vi har Ret til at give sig en Form, naar den kun holder sig indenfor de lovlige, det vil da sige Gvatiens Grænser, og jeg tror endvidere, at Omstændighederne, Individualiteten, tilsteder mange Undtagelser fra det sedvanlige. At Jomfru Møllerup, drevet af sin Lidenskab og daaret af den Tro, at hun var elsket af den, hun seiv havde forskudt, skrev et saadant Brev, var i sig seiv ikke ukvindeligt; hvorledes det var skrevet, derpaa, synes jeg, kommer det kun an. O, en saadan Tilstaaelse kunde været saa sart, saa duftende som en Liljekonval, saa kvindelig med andre Ord.» «Ja, min kjære Kold,» sagde Fruen overlegent smi# lende, «det er, som jeg siger, De har altid saadanne
