Amtmandens Døtre
53
aparte Meninger, og vi skal altid komme i Strid sam# men. Kun lader Deres Teorier sig ikke praktisere i det virkelige Liv. I Herrer taaler, som bekjendt, ikke Er* klæringer, om det saa var en livagtig Gudsengel seiv, der gjorde sig den Uleilighed, og jeg er bange for, at min bolde Ridder seiv mindst vilde bestaa Prøven.» «Det kommer ganske an derpaa, Frue.» «Sæt at De havde været i Ritmesterens Sted, og De havde faaet et saadant Brev, hvad vilde De saa have gjort?» «Vis mig det Brev, saa skal jeg sige Dem, hvad jeg vilde gjort.» «Nu, jeg antager, at det var skrevet af en forresten elskværdig Pige, og at det var saa duftende af Liljer og Roser og alt, hvad De vil . .» «Havde det været et sandt og egte kvindeligt Brev, da vilde jeg paa staaende Fod brudt op ... . Og jeg vilde ikke hvilet eller rastet, førend jeg havde ligget for hendes Fødder, førend jeg havde .. . O førend jeg havde —» «Ja vist! . . . Men naar De nu ikke elskede hende?» «Hvis jeg ikke elskede hende? . . . Da vilde jeg O, jeg vilde! ... Ja, jeg ved ikke rigtig . . . Da vilde jeg føle den dybeste Agtelse, Taknemmelighed —» «Ja Tak skal De have! Agtelse, Taknemmelighed, det skal rigtignok hjælpe hendes krænkede Stolthed.» «Stolthed, Stolthed og altid Stolthed! Hvorfor skal den krænkes? Er det da en større Skam for en Kvinde end for en Mand at se en Følelse übesvaret, der har det samme menneskelige Udspring?» Her mødte ham et Blik af Sofie, et Blik, hvis sær* egne Udtryk han saa vel kjendte; Forundring, Smerte, Tvil og Fryd blandede sig i det. Elektriseret derved vedblev han: «Hvorfor maa denne Følelse ikke møde vor, veilede den? Ja veilede, fordi den kvindelige Kjærlighed har et langt sikrere og dybere Instinkt for den sjælelige Harmoni end vor. Det fører til Lykke, ikke vort. Jeg kan ikke beundre denne Kvindelighed, der sætter sit
