54
Camilla Collett
Ideal i en Passivitet, en Stumhed, der nedværdiger dem til Dukker og Automater allesammen.» «Men saaledes forlanger Verden nu engang et Fruen# timmer, og Verdens Lov maa et Fruentimmer agte.» «Dog ikke naar hendes Livs Lykke staar paa Spil?» «Netop da, netop da! At underkaste sig er den ene# ste Redning for hende. Derfor kan man ikke nok ind# skjærpe en ung Pige at lægge Baand paa sine Følelser og om muligt udrydde dem itide.» «Udrydde dem! Gud forbarme sig, hvilket Ord! Hvis De havde Ret heri, Frue, maatte jo enhver ung Pige klage til Gud over, at hun var bleven født.» «Hr. Kold!» sagde Fruen høitidelig, «dette er ikke et Tema at afhandle ligeoverfor unge Piger. Lykkeligvis kan slige Principper som de, De der udtaler, ikke blive farlige for mine Dotre. Jeg har opdraget dem sedelig, efter Grundsætninger, som passer sig mere for Livet. Jeg har tidlig lært dem at skjelne mellem en indbildt og en virkelig Verden. I Romanerne bliver disse skjønne, ømme Følelser altid mødte, altid kronede, og Troska# ben er evig. I Livet gaar det ikke saaledes til. Der er det et rent Lykketræf, at en ung Piges Kjærlighed imødekommes, og med den evige Troskab kan det slet ikke nytte, naar de ikke vil gaa der som gamle Jom# fruer allesammen. Det er deres Bestemmelse at blive Hustruer og Mødre, ikke at spilde sit Liv med at ruge over tomme Sværmerier. Jo før de kan blive færdige med disse, desto bedre for dem! .... Thi, ser De, ikke heller i Balsalen drager den unge Piges stille Ønske den f rem, hun netop vil danse med; hun danser med hvem# somhelst, og hun morer sig alligevel. Efter denne Lære har jeg levet. Jeg egtede min Mand uden Lidenskab, og vort Egteskab har desuagtet været lykkeligt. Jeg har sat min Lykke i Resignation og i Opfyldelsen af mine Plig# ter. Mine ældste Døtre har heller ikke giftet sig af Til# bøielighed; men de er blevne lykkelige Koner allige# vel —.» Her gjorde Sofie en heftig Bevægelse, som om hun vilde sige noget; men hun sænkede blot Hovedet.
