Amtmandens Døtre
55
« Og mine Døtre,» sluttede Fruen, «vil engang takke mig derfor, takke mig, fordi jeg har lært dem, at Fornegtelse er et Fruentimmers skjønneste Dyd.» Hun reiste sig majestætisk. «O, det skulde De ikke have gjort,» raabte Kold, idet han ligeledes reiste sig heftig .... «Tilgiv mig! Men De kan ikke mene, hvad De der siger. Det er jo en oprørende Synd .... Det er Selvmord! . . . Det er jo at tilintetgjøre det herligste, et Menneske har i Eie, Tro, Haab og Kjærlighed paa én Gang Og hvad bliver der saa tilbage til at udholde Livet med? . . . Fornegtelse! Denne blegsottige Sjælsanstrengelse, dette Skjul for Livslede, skal den kunne erstatte den levende Følelse, der vilde baaret alt let og med Glæde? . . . . Er det at verne om de dyrebareste Kræfter, Gud har bestemt til Slegtens Velsignelse? .... Mødrene paa* lægger seiv sine Børn at dølge dem som en Skam, at udrydde dem som en Synd; de skal udgrædes gjennem Taarer og lange Lidelser; og naar da en saadan Sjæl er tilstrækkelig martret og udtømt, da er det, den til* bydes Manden .... Det er paa Ruinerne af Templet, han skal bygge sit Hus! . . , .» «Nei, nu bliver De altfor overdreven. Paa en saadan Flugt kan jeg ikke følge Dem længer .... Kjære Kold! lad det være sidste Gang, vi taler om dette Emne. Her forstaar vi hinanden aldeles ikke Gud, Klokken er alt 8! ... . Kom, Børn! Det er sandelig paatide, at vi bryder op. Medens jeg sidder her og afhandler Kvindens Pligter, glemmer jeg at give min Mand Mad.» Hun gik leende ind. Men Sofie havde under Kolds sidste Replik forladt sin Plads og var gaaet ned mod Blomsterkvarte* ret. Hun stod bøiet over en Busk, da Kold nærmede sig. «De har ingen Mening havt i vor Strid, Frøken Sofie, De har ikke sagt et Ord.» Hans Læber skalv endnu af Bevægelse, hans Øie hvilede flammende paa hende. «Se denne Rose,» sagde Sofie blussende, «hvor den er deilig, neppe udsprungen, og det midt i September!
