56
Camilla Collett
Jeg er i Strid med mig seiv, om jeg skal bryde den af eller ei.» «Tag den kun, en Nattefrost gjør det ellers . . . . Men det var ikke svar paa mit Spørgsmaal.. Sofie... Se der er en til, en aldeles deilig en!» Han stak Haan# den dybt ned i Tornerne og fik med Møie fat i den. «Den er endnu deiligere!» «Virkelig?» sagde Sofie med et fint Smil. Hun holdt dem sammen. «Se nu ret paa dem! Mon det ikke er, fordi De har revet Deres Haand tilblods, og at min var saa let at tage?» «Det kan nok være,» sagde han forvirret; «men De har endnu ikke besvaret mit Spørgsmaal. Havde jeg jeg Ret eller Uret?» «Jeg har besvaret det.» «Giv mig denne Rose,» sagde han, «det er netop den, jeg vil have.» Han kastede sin langt bort, «Nei nu faar De den ikke,» sagde Sofie og holdt den i Veiret, og da han vilde gribe efter den, sprang hun hurtig henover Bedene opad Trappen og forsvandt bag Glasdøren. Som en Pil for han efter, og da den unge Pige saa sig forfulgt ogsaa indenfor, udstødte hun et af disse gjennemtrængende Skrig, hvori Overraskelsen hos le# gende Børn lægger en saadan uforlignelig Blanding af Jubel og Skræk paa én Gang. Dette Skrig stansede ham, og han blev tankefuld staaende med Blikket hef# tet paa den Dør, bag hvilken hun var forsvunden. Aandeløs naaede Sofie sit Værelse, hvor hun over# lod sig til den længe tilbageholdte Bevægelse. Som alle dybtfølende Mennesker, der tvinges til at leve meget paa Overfladen, havde hun heftige Udbrud. En før ukjendt, berusende Glæde gjennemtrømmede hende. Længe stod hun dybt aandende for at samle sig. Hun rev Vinduet op; det var, som om Luften i Værelset vilde kvæle hende. «Hvad var det, han sagde, som gjør mig saa glad og saa let! Nei, hvad var det? Er det en Drøm? Jeg følte mig saa ringe, saa ydmyget i min Kjærlighed; men den er nu ikke længer ringe, den er
