58
Camilla Collett
sad paa Stolen foran hende med Ryggen mod Vinduet, i det samme belyst af et sterkt Blus fra Ovnen, nogen* sinde havde været smuk. Visst er det, at hun ikke var det mere, ikke vilde være det. Hendes hele Dragt og Holdning var ganske de Kvinders, der har glemt, at de har et Udvortes. En kappe af et utækkeligt Snit og en noget tvilsom Hvidhed bedækkede et rigt, glinsende brunt Haar og tog sig ud som et af disse hæslige Over# træk, hvormed huslig Økonomi pleier at indhylle et eller andet Pragtmobel. Forklædet, dette smagløseste af al Damepynt et rødstribet ovenikjobet —, det brogede Silketørklæde, der var fæstet med Naale over Brystet og en jasket Sirtses Kjole fuldstændiggjorde Indtrykket, Ved Siden af den nydelige, i sin Simpelhed dog elegante Skabning lige overfor saa hun ud som en Tjenestepige. Dog kun saalænge hun taug, var det mm ligt at gjøre sig skyldig i en saadan Vildfarelse. Der var netop indtraadt en Pause, hvori de begge syntes at dvæle ved en Betragtning over Samtalens Gjem stand. Naar man havde hørt Fru Caspers, fordum Louise Ramm, tale, afbad man hende villig denne Feil* tagelse. Hendes Stemme var klangfuld, om end under* tiden skarp; dens sterke Modulationer understøttede hun endnu ved livlige Bevægelser af en liden, høist vel* formet Haand, der syntes at have oplevet bedre Dage. Sproget var dertil dannet, sikkert, uden mindste Spor af Dialekt. Hvad hendes Maade at udtrykke sig paa angik, da vil den bedst tale for sig seiv. En saadan Udtryksmaade i en Dames Mund kan enten forkynde en aandelig Overlegenhed, eller den kan varsle om en indre, navnløs dyb Elendighed. «Saa han var grusom mod dig, min stakkels lille Sø* ster,» sagde hun ligesom for sig seiv. «Hvorledes gik det til, sagde du? Han fik det vel for tidlig at vide, kan jeg tro. Du vidste ikke, du, at Kulde er det Lim, hvormed man fanger den Slags Fugle.» «Louise!» «Nei, nei, jeg vil langtfra sige noget ondt om dig. Jeg maatte da heller skjende paa Naturen, der ikke
