Amtmandens Døtre
59
straks lærer oss Knebet. Du har ikke kunnet forstille dig, det er Sagen.» «Og det tror du, Louise, du tror virkelig, at jeg har været svag og uforsigtig? Hvorledes skal jeg overbe? vise dig om, at du gjør mig Uret? Jeg forsikrer dig, hvad du kalder uforsigtig, har jeg ikke været. Det er ikke for at rose mig deraf; det ligger jo i min Karak? ter. Jeg har temmelig megen Magt over mig seiv.» «Nu vel, jeg tror dig, jeg tror dig. Du har fra det første Øieblik været paa din Post. Du har vidst at træffe denne slemme Middelvei mellem en altfor paa* faldende Kulde og den Bevægelse, der hvert Øieblik vil lobe af med os. Alt dette vil jeg gjerne tro; men der er alligevel adskillige for mig uforklarlige Punkter i denne Historie. Du, saa bly, saa mistroisk, kunde vir? kelig lade dig fange ved hans smukke Fraser om at vise Mod og komme ham imøde, om kvindelig Feighed o. s. v. Og det troede du paa?» «O nei, nei, Louise,» afbrød Sofie hende noget hefti? gere end før; «det var ikke Fraser! Ogsaa heri tager du feil! O, kunde jeg dog forklare dig dette rigtig? Han mente det virkelig. Denne Overbevisning kan intet berøve mig; han mente det; i vore lange Sam? taler tidligere isommer, medens vi endnu stod ganske rolige ligeoverfor hinanden, har jeg hørt ham udtale sig derom uforstilt, med saadan Inderlighed! En ny, mere lyksaliggjørende Idé af det kvindelige begeistrede ham, og han søgte at gjøre den begribelig for mig. Ak, det rørte altfor bekjendte Strenge. Jeg følte mig saa mo? dig; naar jeg engang kom i en saadan Stilling, tænkte jeg, da vilde jeg handle derefter, jeg vilde være mere sand og naturlig end alle de andre. Men da det kom til Stykket, var jeg dog saa feig .... saa feig . . .» «Og dog dette lidenskabelige Udbrud ved Grotten?» faldt Louise skarpt ind. Sofie sænkede taus sit Hoved. «Ak, det er det, jeg siger,» vedblev den ældre Søster. «Sandhed og Naturlighed! Lyksaliggj ørende Idé af det kvindelige! Ah bah! Store Ord! Det er ikke i vor Tid,
