60
Camilla Collett
at slige Ting sættes igjennem. Der skal svedes meget ondt, megen gammel Elendighed ud forinden. At et eller andet ungt, umodent Hoved fantaserer derom, fø* rer ikke til noget. Ment det har han, siger du? Det kan gjerne være; men det undskylder ham ikke i mine Øine. Du er for god til at være Prøveklud for nye Idéer. Han har dog benyttet sig af din Svaghed og drevet dig ud? over dine Grænser. Thi tro mig, en Maar, der myrder tre Gange mere, end den kan spise, er ikke griskere efter Blod end en Mands Forfængellighed efter den Slags Seire, Du har kun været et ganske almindeligt Offer for denne. Han har elsket sine egne smukke Teorier, ikke dig, stakkels Sofie.» Sofie der et Par Gange havde aabnet Læberne til en Indvending, forstummede ved disse sidste Ord. I sin nøgne, skarpe Form udtrykte de dog ganske bestemt hendes dybeste Smerte. Hendes Søster merkede godt det Indtryk de havde gjort, og gjentog i en Tone, som hun stræbte at gjøre mildere: «Glem det altsammen. Gud signe dig, grubl ikke mer over det. Denne Historie er ikke andet end en simpel og desværre ganske almindelig Indledning til dit Liv, der nu først skal begynde. Vi vil ikke engang mere tale derom, hører du? Herefter skal du have andre Tanker, andre Interesser. Vi skal nok hitte paa Raad. Gift dig med Provst Rein!» Sofie saa tvilende paa hende, som om hun ikke havde hørt ret. «Jeg raader dig alvorlig til at tage imod Provstens Tilbud.» «Er det dit Alvor! Du raader mig dertil, du, 50m...» «Du, som, kun ud med det, du, som seiv har havt en Inklination, der først skulde kasseres, inden du bøiede Nakken under Aaget. Var det ikke din Mening? Hør, Søster, jeg vil sige dig noget. Merk dig vel mine Ord. Som unge Piger skaber vi os alle nogle underlige, høist ensidige Begreber om Lykke. Der gives kun én Lykke; det er at giftes med den, vi elsker; der er kun en enes
