Amtmandens Døtre
61
ste Ulykke, og det er naturligvis ikke at faa ham. Det er i Grunden rørende dette. Vort Hjerte er endnu saa rent og skjært, saa sværmerisk, saa fuldt af himmelsk Uforstand, saa aldeles uskikket til nogen jordisk Be* regning; intet Under derfor, at det krymper sig ved Tanken om en Forbindelse og, barmhjertige Him* mel, hvilken Forbindelse! med nogen anden end netop med ham, den ene. Det forekommer os som Van* helligelse, som Selvmord, ikke sandt? .... Ja det er underligt med denne vor første Kjærlighed; man skulde ordentlig tro, at Gud havde bestemt den til noget, da han nedlagde den saa sterk og varm i vort Bryst, og at den var der for at udrette noget rigtig stort og godt og ikke for at afrives som en utidig Frugt af vort Livs* træ; thi anderledes bliver dens Skjæbne dog ikke At giftes med den, vi elsker! Hvilken Luksus! Hvilke himmelstormende Fordringer! Nei, min Pige, det er ikke Meningen, at vi saaledes skal tage Forskud paa den himmelske Lyksalighed, at vi allerede hernede skal eie den fiks og færdig. Der er sørget derfor. Mæn* dene betragter dette medrette som et Indgreb i sine Rettigheder. Det er derfor længesiden ordnet paa en anden Maade. Hvis vi fik den, vi vilde have, hvor skulde saa de Mandfolk, som er stygge og ulidelige, faa Koner fra? Nu gives der jo ikke nogen saa mise* rabel paa Sjæl og Legeme, at han jo kan faa en Hu* stru, og det en, der er noksaa god. Nei, det gaar ikke an. Det vilde forrykke Verdensordenen. Der er alt* saa ingen Tale om det. Stryg kun behjertet en Streg over dette første, følsomme Kapitel. Vor Lykke er den, at den Mand, som begjærer os, ikke mishager os altfor meget, at han er brav, ganske simpelt skikkelig, hører du, og at han kan beskytte os mod Mangel, Og vil du vide, hvad Ulykke er,» sagde hun med pludselig dæmpet Røst bøiet mod Sofies Øre, «saa skal jeg ved Leilighed nok fortælle dig lidt derom.» Sofie gjøs. «Ser du Sofien min, naar du vil være rimelig og ikke overdreven i dine Fordringer, saa vil du ved et lidet,
