62
Camilla Collett
ganske let Regnestykke komme efter, at et Tilbud af en Mand som Provst Rein ikke alene er en Lykke, men en stor, ualmindelig Lykke.» «Rein! Nei, det kan ikke være dit Alvor. Og du glemmer, at han har opgivet al Tanke paa mig. Han har forsikret mig, at han herefter kun betragter mig som før .... som . . . .» «En Fader, en Ven formodentlig?» «Du tror det ikke, Louise?» «Jeg tror,» sagde Søsteren og betvang et Smil, der spillede om hendes indfaldne Øie, «at han er en meget beskeden Mand, en klog Mand; han har ikke villet for? skrække dig, og deri har han gjort vel. Hvad derimod hans Venskab og faderlige Følelser angaar, saa lad mig om dem. Jeg skal indestaa dig for, at de ikke vil være et Grand til Hinder, ifald du ved passende Leilighed lod ham forstaa, at du var en fornuftig Pige, som havde overveiet Tingen og fundet, at saa mange virkelige Go> der nok kunde opveie en Smule Forskjel i Alderen.» «Hvordan? Jeg skulde seiv —?» «Sig mig en Ting. Hvad synes du om Provsten? Sig det uden Omsvøb.» «Du ved jo, jeg synes godt om ham, særdeles godt. Det skrev jeg jo til dig allerede isommer. Siden var jeg i han Hus. Der var saa behageligt at være; alting var saa smukt og velordnet. Der var netop denne Ro, som vi tildels savner hjemme. Jeg syntes ordentlig, at Amalie var lykkelig, at hun skulde bo der og daglig omgaaes denne milde, elskværdige Mand. Nu er det forbi, jeg tror aldrig, at jeg kommer der mere.» «Du synes særdeles godt om ham, du misunder Ama? lie den Lykke at bo i hans Hus! Men i Himmelens Navn, hvad vil du da mere, ufornoielige Barn!» «Intet Louise. Jeg vil intet mere i denne Verden. Hvorfor skulde jeg ville det! Min Følelse modsætter sig det; der er ingensomhelst udvortes Nødvendighed derfor. Hvorfor skulde jeg giftes?» «Fordi det engang sent eller tidlig skal ske. Jeg har jo forklaret dig, at der ikke kan være Tale om noget
