64
Camilla Collett
strække til for hele Livet. Sofie, har du lagt merke til Hvedeageren, naar den netop har skudt Aks, og den bolger for en sagte Vind? Hvert enkelt Aks er saa skjært og silkeblødt og glinsende, og mellem dem staar de blaa Agernelliker, som om den ikke var smuk nok, men behøvede endnu dette Smykke. Saadan var min Sjæl engang. Har du set den samme Ager, naar den er afmeiet om Høsten, og de skarpe Stubber staar igjen? Ved du, hvad det vil sige at have en uagtvævdig Mand, og at finde sig i at lide Savn med ham? . . . O, I unge Piger, I tror, at det er saa let en Sag. I tænker jer ah tid Ulykken poetisk, I drømmer jer saa ophøiede, saa resignerte under den; men jeg kan sige dig, at det skrækkeligste ved en saadan er den Forstyrrelse, den anretter i vort Væsens Inderste. Den Kvinde, som hverken kan elske eller agte den Mand, hun er forenet med, taber lidt efter lidt sin Selvagtelse; ikke at man just bliver et Afskum, man kan vedblive at være et skikkeligt Menneske; med det fineste, det bedste i os, det, som udgjør hvad skal jeg kalde det! vort Væsens Duft og Sødme, det elskvævdige, det gaar under. Alle Naadens Magter beskytte dig mod denne Ulykke! Vælg, hvad andet du vil i Livet, lev ensom og forladt, træl, tig for at leve, men lad dig ikke, som mig, paatvinge en uværdig Skjæbne.» «Paatvinge!» aandede det neppe fra Sofies Læber; bun var forstenet over det, hun hørte . . . «O, du blev ikke tvungen . . .» «Hvis du med Tvang mener at trues til noget, nei, da blev jeg ikke tvungen. Jeg blev ikke mishandlet, ikke slæbt til Alteret, som hin ulykkelige Grandtante Regina, Mor har fortalt os om, men som spillede dem den Streg at blive forrykt bagefter og ende iet Daare* hus. Nei, det blev jeg just ikke; men du ved ikke, du, hvorledes Overtalelsens daglige Dryp virker sikkert, om end umerkelig, saalænge Forstanden endnu er saa übefæstet og Sindet saa blødt som Voks, og hvor sind= rig enhver liden Omstændighed kan benyttes i Øie* medets Tjeneste. Saaledes erindrer jeg f. Eks., at Mor,
