Amtmandens Døtre
65
for hos mig at faa Bugt med et visst übehageligt Ind# tryk, altid fremhævede Nethed og Properhed hos en Mand som noget høist uvigtigt, ja som noget, der ikke sjelden tydede paa store indre Mangler . . . Min Gemal var dengang, som han er endnu, en Slusk, og du husker nok, at jeg vilde gjerne være pen og nydelig.» Her rødmede Sofie; hun tænkte paa, at hendes Mo* der, naar Talen var om Kold, netop havde udpeget den modsatte Egenskab som en Fortjeneste, «Jeg troede virkelig tilsidst, at en Herre, som var omhyggelig i sit Ydre, enten maatte være en Pedant eller en Dumrian. Og saaledes gik det mig med mange Ting. Min Modbydelighed var afvæbnet, inden jeg ah vorlig kunde sætte mig til Modværge. Naar saa en stakkels Pige indvilger, da heder det, at hun har fulgt sin fri Vilje og seiv forskyldt Ulykken, hvis den kom# mer. Raadgivere har intet Ansvar. O, mine Forældre maa forsvare dette for Gud!» «Louise, sig ikke det! . . . Tal ikke saa haardt! O kjære, kjære Louise! . . . Mor har dog vist ment det godt, og vidste hun, kunde hun ane, hvor ulykkelig du nu er .... O, det vilde knuse hendes Hjerte!» «Tror du?» «Og Far, han har dog ingen Del havt deri, ikke sandt? Han har ikke raadet dig dertil, eller paa nogen Maade virket derfor?» «Han har ikke afverget det; han tillod det,» sagde Louise mork. «Kan du sige mig, du, hvad det er for et Vanvid, der saa ofte griber Forældre, naar de skal bortgifte Dotre? De bedste blandt dem taber ligesom al Sindighed. De er værre end de Vilde, der ikke tids# nok kan faa ombyttet sit Guld og Sandeltræ med euro# pæisk Niirnbergerkram. Om de har en eneste Datter, som er deres Trøst og Hygge, saa sender de hende gjerne til Trankebar; de finder sig i alle Savn, i aldrig at se hende mere for sine Øine, for den Glæde at vide, at hun sidder paa Koromandelkysten . . . under Navn af: min Datter, Fru den eller den ... Ja, Sofie, der er Momenter i vor Tilværelse, som det ikke er 5
Camilla Collett i utv.
