66
Camilla Collett
værd at tænke for dybt over. Godt, at saa faa gjør det. Vi, der dog er jevnbyrdige med Mændene i Guds Skabningers Række, der er ligesaa ædle og ligesaa be# gavede, überørte af deres Laster, vi bliver dog, saalænge vi er Gjenstand for deres Søgen og Vragen vurderet saa besynderlig ringe. Muligt, at Formuen andensteds udjevner dette Misforhold; men hos os, hvor Døtrene i Almindelighed ingen Formue har, er de ikke stort bedre end en Vare, der ikke hurtig nok kan omsættes, som tages frem, krammes ud, takseres, og som Kjøb# manden heller lader gaa for halv Pris end lader den blive liggende i Hylderne . . . Efter dette System er jeg, efter det er Maria bleven opofret.
Det var atter i Skumringen. Sofie havde allerede lagt sit Arbeide fra sig; men Louise havde en hel Bunke Lerred foran sig paa Gulvet, hvoraf hun klippede og syede flittig. Frygtsom udtalte Sofie for hende sin Barn# doms omme Bebreidelse, at hun med Tanken fæstet paa en anden havde kunnet saa hurtig, saa tilsyne# ladende letsindig hengive sig i sin Skjæbne. Flun gjorde hende et Spørgsmaal om denne hendes Ungdoms El# skede. Næsten tonløst og uden at slippe Arbeidet fortalte Louise: «Han var anset og betydelig i sin Kreds, egentlig a/# holdt tror jeg ikke. Hans egentlige Karakter kjendte jeg ikke; muligt havde den store Feil . . . Det er ikke derpaa, det kommer an. Det er ikke ham, vi skal ud# grunde, det er os seiv. Det er til os seiv, vi skal stille Spørgsmaalet, og jeg havde besvaret mig det; for ham kunde jeg have levet, vilde jeg have levet med hele min Sjæl. Vi vælger ikke en Mand, fordi han er den bedste, men fordi vi ved ham vil blive bedst.» «Og han, gjengjældte han da dine Følelser?»
