Amtmandens Døtre
67
«Han gav mig al Grund til at tro det. Men jeg tro* ede det blot; jeg vidste det ikke, Mændene er i saa Henseende sikrere end vi; thi al vor Flitter af Løgn og Forstillelse hjælper os i Grunden til intet. Det er derimod vanskeligere for os at dømme, naar Følelsen, som hos Mændene ,ikke behøver saaledes at lege Skjul. Vi hykler for at skjule den, og de hykler for at bramme med den, og da er det ikke let at skjelne sandt fra falskt. Han var altsaa sikker paa mig, altfor sikker. Jeg reiste hjem . . .» Her gjorde hun en Pause, medens hun omhyggelig maalte Lerredet op. «Du reiste hjem , . .?» «Femogseksti Alen, hvor mange Gange gaar fire op deri?» «Louise, du reiste hjem, hvad saa, hvad saa?» «Ja, jeg reiste hjem, uden at det kom til nogen For* klaring mellem os. Men jeg var saa viss paa, at det første Brev, der faldt mig ihænde, skulde være fra ham. Der kom intet. Ved hver Uge sank mit Mod, og i denne Modløshed brød min onde Skjæbne ind over mig . . . Sporg ikke, hvorledes saadant gaar til . . . Har du Saksen?» «O Gud, vidste han noget derom?» sagde Sofie og rakte hende mekanisk, hvad hun netop havde i Haan# den. «Kunde han ikke have faaet det at vide?» «Jo, det kunde han vist, naar nogen havde sagt ham det. Du ved, jeg var kuns i kort Tid forlovet, I et fortvilet Øieblik skrev jeg et Brev til ham; men jeg brændte det; jeg skrev nok et; men jeg turde ikke sende ham det. Han beherskede mig; men jeg havde ikke denne altbeseirende Tillid, der gjor, at man übe* tinget overgiver sig til en Mands Ædelmod. Hvor skulde man ogsaa faa den fra? Han kunde maaske have lønnet mig med Glæde og Lykke; men han kunde ligesaa let have lagt en Ydmygelse mere til min Ulykke. Jeg turde ikke .... Bagefter, da det var for sent . . . .» «O Gud, hvad saa?»
