I de lange Nætter
69
ren vilde kalde det. Platheden, den trivielle Korrekt* hed afskyede han; der maatte Begavelse til, men dog tilsat med en viss hauUgout af noget latterligt eller fremstikkende, skulde han sætte Pris paa den. Imod dem, der kunde rose sig af denne Blanding, var han altid elskværdigst, de var ham uundværlige, ligesom han blev dem det. Paa Ballerne tog han altid de uhel* digste Damer op, og mangen en, som ellers ikke fik danse, førte han i Vinden. Det forstaar sig, at han ved Siden deraf lod Skjønheden vederfares sin Ret. Han trængte altid til nogen, der kunde staa Buk for hans Lunes vilde Spring. Havde han dem ikke ved Haanden, saa forskrev han dem. Denne hans Smag for det bisarre, det originale, kunde falde byrdefuld nok for dem, der ikke delte den; det var altid med en viss Bæven, Moder hørte ham melde en ny Gjest, og jeg har udholdt mere end en frivillig Kammerarrest i denne Anledning. Aldrig glemmer jeg min Forskrækkelse, da han, en* gang som jeg var i et Besøg i Byen, kom med Vogn for at hente mig. Jeg troede, vi to skulde reist op alene. Denne Vogn indeholdt foruden Henrik seiv et Bur med to Kanarifugle, en Engelskmand, et stort oljemalet Por* træt, foruden forskjellige andre Produkter af Kunst, Dyre* og Planteriget. Endvidere Bella, Henriks franske Mynde, hvis fine Poter ikke taalte den lange stenede Vei. Henrik skulde passe paa Bella, Engelskmanden paa Buret, jeg holdt Portrættet; men hvem skulde passe paa Engelskmanden? Den første Mil græd jeg, medens jeg af og til skottede til Siden; dog beroliget ved, at jeg blot saa en stor, skarp Næse springe frem af en ligesaa übevægelig Indhylling, blev jeg tilsidst dristig ligesom Frøerne i Fabelen, til hvem Zeus nedkastede Stolpen, og da endnu en Mil var gaaet, forsøgte jeg at indlede en Samtale. Dennegang havde Skrækken været blind. Efter som han udviklede sig noget af sin britiske Utilgjængelighed, den han dog aldrig ganske gav Slip paa, kom der et af de bedre Eksemplarer af hans Slegt tilsyne
