I de lange Nætter
71
omkring; Fiske og levende Snoge i Glas; Bella paa en Pude, med et forgyldt Halsbaand, hvorpaa den Indskrift: Er du lydig og klog og from, Saa skal du hede Bella; Men er du lumsk og bisk og dum, Saa skal du hede Nella (Spotnavn, som Modstandere af «Den Constitutionelle» havde sat paa dette Blad), ikke at glemme hans Yndling, den gamle Kanin, der «enøiet, trebenet, violblaa og fin» hinkede gemytlig omkring mellem Mos, Stene og friske Løvbuske. Paa Bordet ragede en uhyre Kvast af vilde Vekster og Blomster op af et gammelt Drikke# horn, og her sad han, visselig seiv det sælsomste Na# turprodukt en Skovens vilde, yppige Vekst, liflig i sin Art, Vandrerens Glæde, saalænge den beholder sin Plads, men som blot forstyrres og virker forstyrrende, naar den, bortrykket fra denne sin Sfære, skal tjene Realiteten og blive et, dog kun maadeligt, Redskab i dens Tjeneste. Ak nu ved jeg det, disse Aar var de lykkeligste for os alle. I denne Periode af sit Liv tilhørte han os endnu, og tør jeg lægge til: ogsaa mig tilhørte han. Han holdt af mig dengang, og han lagde det for Dagen paa sin Vis, jeg kan ikke huske egentlig hvordan. Det faldt saa af sig seiv, det kunde ikke være anderledes, vi maatte være glade i hinanden dengang. Jeg husker, at jeg stod engang ved Vinduet og saa ud; han for fløitende gjen# nem Stuen og var alt i Døren; da kom han tilbage, tog mig om Halsen og kyssede mig, og ud fløi han igjen, uden et Ord. Men vore Veie skiltes, maatte skilles, for aldrig mere hernede at forenes. Min Broder! Det er ikke saa, at jeg troløs forlod dine Spor; jeg kunde blot ikke følge dig i den vilde Larm! Paa den stille Vei, jeg maatte gaa, har jeg staaet og skuet ud som hin Dag ved Vinduet og ventet og ventet med Smerte; men du kom ikke tilbage. Min Broder! Dit Kys har jeg dog, og det skal gjælde udover de lange Adskillel#
