72
Camilla Collett
sens Aar, og rent skal det bevares, og rent og trofast skal det besvares der, hvor Cirkelen slutter og det ad# skilte mødes! Hvor han kunde være elskværdig, hvor han var elsk# værdig! Seiv lo han næsten ikke, han gottede sig, han fløitede ligesom Latteren ud, men i hans Nærhed sprudlede der evige Fontæner af Latter, Liv og Ly# stighed. Man kunde ikke blive rigtig vred paa ham, hvad han end sagde og tog sig for. Henrik havde An# læg til alle huslige Dyder, til alt, hvad der gjør Familie# livet let og dog høiere beaandet. Alle hans Egenskaber havde noget af Barnets. Han var snild, nøisom, altid glad, taknemmelig for det mindste, en elskværdig Søn, og alt dette gjorde, at man under et længere Samliv med ham indlulledes sødelig i den Tro, at det maatte ved# vare uforstyrret. Det er den slags Sikkerhed, Beboerne af Torve del Greco føler; de hænger som berusede ved den skjønne Jord og glemme tilsidst den farlige Nabo, ind# til en vakker Dag Grunden bæver under dem og min# der dem om, at næste Minut kan det hele være for# vandlet til en Askemark. Og saa har hans Nærmestes Liv været ved Siden af ham, en Usikkerhed, der ikke tillod os at dvæle i no# gen Glæde, en Bæven paa Randen af et Krater. Vi vidste aldrig, hvad Øieblik Udbruddet vilde komme, lagttog vi ængstelig ett, aabnede der sig maaske to fra en anden Side. Som oftest var det de ædleste An# læg i ham, der gav Anledningen. Hvor vilde de kun# net virke velsignelsesrigt, havde Klogskab og Sindig# hed ledet dem! Hans Iver for Menneskehedens Sag var saa brændende, og han for saa blindt afsted, at han ikke kunde skjelne sandt fra det usande. Deraf hans fleste Feilgreb. Enhver virkelig eller falsk Nød# lidenhed var selvskreven til hans Hjælp, og Mor maatte passe paa, at han ikke gav sine Sengetepper bort. Enhver Klage, der stottede sig til et Skin af lidt Uret, af en mægtigeres Overgreb, kunde være sikker paa at finde et villigt Øre og en fluks beredt Vilje til at gaa i Ilden. Han undersøgte ikke; Ringheden, Afmagten
