I de lange Nætter
73
var Klagerens Ret, en luvslidt Kjole det übestrideligste Argument. Af saadanne Grunde udspandt sig hans Fiendskab med Pvaém, der berøvede os vore kjære Naboer, og havde saa langvarige, sørgelige Følger for ham seiv. Denne Sag er altfor bekjendt til, at det skulde være indiskret at berøre den. Hvad skal jeg sige til den saa haardt angrebne Mand? Hvad han allerede længe vil have sagt sig seiv: Døden forsoner, og vi vil alle tilgive, som vi engang ønsker at tilgives. Ligesom Henriks Menneskekjærlighed, der ikke le* dedes af Menneskekundskab, paadrog ham Sorger og Processer, saa gik det ham ogsaa med hans Politik. Han vilde være Politiker, men han var kun noget bcdre Patriot, og ingen vil negte, at det var han af Hjertet. Dette førte ham ind i den bekjendte Sam* funds* eller Dæmringsstrid, denne langvarige, forbit* rede Kamp, der konsumerede mere Aand, Vid og Galde, end der ellers forbruges i et halvt Aarhundrede, og som er lige merkelig, enten man ser hen til de Kræfter, den udfoldede, den Udstrækning, den vandt, eller de gjen* nemgribende Følger, den efterlod for vort Samfunds* liv. Maaske ikke mange af de yngre har tænkt sig klart Henriks Forhold til denne Strid. Lige til henved Aaret 30 levede man her i en gemytlig Blindhedstilstand; man skjød endnu Fart paa 1814’s Begivenheder og tænkte, at med, hvad der var skeet, var Land og Lov bygget; nu havde man ikke andet at gjøre end lægge Hænderne i Skjødet og jubilere. I Studentersamfundet drak man tappert hver Samfundsaften og skraalte pa* triotiske Sange. Henrik kom, et egte Foster af sin Tid. Han løftede vel Stemningen og rev de andre med sig, men han var blendet som dem; ak, hvorfor skulde han ikke være det? Det var smukt, det var rigtigt, saa som han van Hvor skulde han taget den fremadsku* ende Refleksion, der øiner Sandheden bag Fænome* nerne? Hvad han kunde gjøre og virkelig gjorde, var at samle Rækkerne, lade sig kaare og holde sig slag* færdig. Welhaven kom og fandt sin Mand parat, og det var en Tak værd. Hvad han har villet, fik først
