74
Camilla Collett
sin rette Gyldighed og Betydning gjennem en Bryd* ning med en Modstander som Henrik. «Nu gjælder det at vinde seiv en Krans, At stille rolig for den indre Sans, Hvad der maa vækkes, skabes og fovbedres.» Og Slaget stod, det store Slag, og det lynede fra begge Kanter, og Henrik*Merrimac kastede sin Granat* regn af «Sifuliner», og Monitor*Welhaven svarede med riflede «Komplimenter» og 80*Pundinger af polemiske Stanzer, og Dæmringen faldt over Kampen, og det var en prægtig og morsom Kamp, og alle saa til; men Blo* det, der flød, og de kvæstede agtede man ikke paa. Der er ofte blevet ytret en Beklagelse over Henriks tidlige Bortgang. Jeg vover hverken at modsige eller istemme denne Klage, Den maa finde sit Svar deri, at det er skeet, at det skulde saa være. Henrik har sagt et sandt Ord om sig seiv paa Dødsleiet: Jeg har kun været Digter og intet andet. Havde han lagt til: gid jeg aldrig havde forsøgt paa at være andet, saa havde det været endnu mere træffende. Ak, han var blot skabt for sin Digterverden, til at se fra dens Regnbu* sky ned paa den øvrige Verdensgang; som Barnet, der stikker sin Haand ind i et Maskineri, maatte han smer* telig bode for ethvert Fcrsøg paa styrende at gribe ind i den. For kort skulde han have levet? Kan et Digterliv beregnes efter Længden? Silkeormens længste Tilvæ# reise er nogle Maaneder; da bliver den Sommerfugl og dør. Men i den Tid har den spundet tusende Miglier Silke og født tusende Spirer til et nyt Liv. Som Digter har Henrik levet fuldt, rigt og længe. Livet fra den Dag vilde blot bragt ham Skuffelser og Anger over Feilgreb, som han dog aldrig vilde lært at undgaa. Klog, verdens* klog var han aldrig blevet. Saa lukkede Gud mildt hans Øine, førend de for smertelig oplodes. Maatte hans Sjæl finde den Hvile, den her aldrig vilde fundet.
