I de lange Nætter
75
AV FJORTENDE NAT Da jeg var liden, drømte jeg om en Have, jeg skulde faa, naar jeg blev stor; den blev altid smukkere og smukkere; tilsidst kom der endog Springvand i den. Den maatte i det mindste være meget smukkere end vor Prestegaardshave, der var stor, men noget forvildet; thi den forsømtes til Fordel for Markerne; saa groede Lunden til, Markblomster og Bregner tog Overhaand, og Jordbærene artede ud i vild Tilstand. Endelig, efterat jeg havde levet længe, længe, fik jeg en. Det var en pen liden Have med en Række Træer, to Rosen# bed og fire Gulerodsenge. Men det var ikke den Have, jeg havde drømt om. Den er snæver! den er for snæ# ver! raabte jeg i mit stille Sind, og saa toges den straks fra mig som fra et Barn, der skriger, at Kagen er for liden, og saa havde jeg ingen. Ku sidder jeg igjen og drømmer om min Have, og se, nu er den funden, den rette, den mig bestemte, der ikke mere kan tages fra mig. Statuerne og Springvan# det er borte, den er svunden ind til en Række smaa Bed, der hoiner sig efter hverandre. Dog er den stor nok min Have o, kun altfor stor! og den er smuk. Roser, Nelliker og Rosmarin trives herlig paa Bedene, og jeg besøger dem den hele lange Dag. Kjære Venner, I har seiv besøgt den med mig. Er det faldt eder ind, hvad jeg først nu, med en viss Frygt opdager, at jeg har ført eder ind iblandt lutter Grave? Jeg lovede eder Underholdning, Adspredelse i de lange Nattetimer. I har maaske tænkt paa en Fart gjennem en rig vekslende Handlingens Verden eller vel endog gjennem Digtets Eventyrlande, og jeg fører eder ind paa en Kirkegaard for at læse Grav# skrifter og vise eder, hvor pent Blomsterne staar, vel endog en liden Strimmel Udsigt over Muren. Og Da# toer og Navne og de gode Vidnesbyrd, ja dem kan vi alle læse; men den usynlige Skrift mellem Linjerne, disse Hjertets uforfalskede Runer, ak, kunde jeg blot tyde eder dem! Formaaede jeg at beskrive eder de
