76
Camilla Collett
forskjellige Følelser, der bevæger mig ligeoverfor disse Grave, jeg har ført eder til! Med Taarestrømme, der aldrig vilde ende, har jeg vædet Moders Baare, som om jeg med dem kunde kjøbe tilbage det lyse, det bli# deste i vor Slegts dunkle, til Kamp indviede Liv! Jeg har staaét rystet ved Henriks sidste Leie, rystet af Skræk, som naar man ser en Kolos falde, der syntes bestemt til at staa den sidste paa Grunden. Men ved hans Grav føler jeg en Fred, usigelig Fred! Fler ligger, vel et kort, i sin Fylde sammentrængt, men dog af# sluttet Liv, et Digterliv, der i sin indre Glød havde kulmineret, og som ikke syntes bestemt til at bære bedre, eller rettere andre, Frugter, end det allerede havde givet. Kun ved Faders Grav har jeg ikke følt denne Fred. Jeg har set ham nærme sig den, med den nagende Smerte, hvormed man ser det store übenyttet, fortæ# rende sig seiv, endelig haabløs synke for denne Ver* den. Han var 27 Aar ældre end Henrik, men endnu i sin fulde Aandskraft, da han, bøiet af Modgang og Livstræthed, kun kjendt af faa, uforstaaet og upaa# skjønnet af sin Tid, sank ned i Graven. Er det nødvendigt at gjenkalde, hvad Fader har vir# ket i sit Lands Tjeneste, da han endnu stod kraftig og fuld af Haab i Livet? At han var Tanken, hvor Grev Wedel var Haanden, der reiste vort Universitet; at han var en af de fire fremragende, der i Landets store Forsamling havde Fremsyn og Mod nok til at tale for en Tilslutning til Sverige, medens Sympatien for det gamle Broderland endnu var saa grundfæstet, at det snarere saa ud som et Forræderi; dette kan Hi# storien fortælle bedre, end min uøvede Haand kan sætte det i Pen; jeg berører kun disse Fakta, forsaa# vidt som de angaar Faders mindre bekjendte Privatliv. Carl Johan glemte aldrig, at Fader havde været en af disse Støtter for hans Trone; thi seiv en Trone har ondt for at staa paa mindre end fire, skal den ikke falde, naar den reises. De mange personlige Beviser paa erkjendtligt Sindelag, denne Monark altid viste
