I de lange Nætter
77
Fader, har været dennes eneste og kjæreste Løn, hvor Nationen takkede ham med Kulde og Glemsel. Fader var en taus Mand, han klagede aldrig over uopfyldte Løfter. Den Hengivenhed, den Veneration, han næ« rede for Carl Johan, blev han tro til sit Livs sidste Øieblik. I en ungdommelig Illusion om Landlivets Herlighed, om det idyllisk skjønne i at virke for «den ufordær* vede Bondestand» havde Fader søgt Eidsvold Kald. Disse Illusioner maatte han som sagt opgive efter Gud ved hvilke Kampe. Men Fader elskede sin Stand, han troede sig kun født og baaren til den; ved Hjælp af den Iver, det dybe Alvor, hvormed han virkede i den* nes Tjeneste, den Glæde, han fandt i Naturen og i Jorddyrkning holdt han sig i en Tid af tyve Aar taalelig tilfreds paa sin Plads. Omtrent paa den Tid stødte, længe forberedt, alle de Omstændigheder sam* men, der gjorde ham det ønskeligt at forandre sin Stil* ling, og han søgte sig endelig bort fra Eidsvold. Jeg vil forbigaa, hvad jeg kun med Modbydelighed kan henpege til, hvorledes Veien til hans Konge sperredes ham, da han for første Gang vilde gjøre et Ønske gjældende, et saa længe, saa r igeligen opmuntret og vis* selig ikke overdrevent Ønske. Det er ikke derom, jeg vil berette, det er kun lidt om min Faders sidste Dage, jeg vil fortælle til de faa, der har Hjerte til at forstaa og dele med mig den smertelige Tilfredsstillelse, dette volder mig. Langvarig Kamp mod raa Forhold, aandige Savn af alle Arter, Chikaner og Utak, hvor han kunde ventet sig det modsatte, havde efterhaanden nedbrudt hans Sind og hans hele Livsmod. De idelige Feider, Henrik indviklede sig i, virkede især til denne sørgelige Forandring hos ham. Han havde heri en høist angribende Dobbeltrolle; streng dadlende og saavidt muligt afvergende ligeoverfor Sønnen, følte han bittert, med en Faders hele tilgivelige Partiskhed, ethvert Angreb mod denne. Det, som gjorde vor alles Stilling i disse Stridigheder saa ulidelig, var den ørkes*
