78
Camilla Collett
lose, afmægtige Afstand, hvori vi maatte se paa dem. Der sad vi, seks Mile fra Skuepladsen for disse Feider. Vi fik saa at sige det bitre afveiet unsevis et Par Gange ugentlig, blot og bart, uden Kommentar, uden Medde? lelsens Lindring. Mangengang turde vi neppe aabne de usalige Aviser eller, naar de flygtig var gjennem? sete, lade Fader faa dem, Ja, Landet, Landet! Du høitpriste Landliv! En Lykke er det, at Vorherre sy? nes at have bestemt en stor Del Mennesker til at ve? getere. En af de mest udprægede Egenskaber hos Henrik var en barnlig, aldeles kritikløs Ærbødighed for Fader, der ytrede sig i hans hele Optræden mod ham. Hvor? dan det var blevet mellem dem, havde ikke denne væ? ret, ved jeg ikke. Om Fader talte aldrig saa strenge Ord, taug han og ofte med et bønligt Blik, som en overbevist Skolegut. Han tog sine Skjend, underkastede sig sønlig fromt, for næste Gang at handle akkurat, som Henrik handlede, Et Træk af den Strenghed, hvormed Fader behandlede ham, tør jeg vel hidsætte som betegnende for dem begge. Fader og jeg var reist ind til en Koncert af Ole Bull for at blive nogle Dage. Vi var netop ankomne og tog lige hen til Koncerten, da vi underveis uheldigvis møder Henrik, der med et Par af sine Venner kom lige fra et lystigt Lag, hvilket var at merke paa ham, men virkelig heller ikke mere. Det er bekjendt, hvor lidet han taalte, før det merke? des paa ham. Men Fader, allerede for forstemt ved den lange, trættende Vei, blev det nu tilgavns og sagde med et Par strenge Ord til Henrik, at han var Skyld i, at han vilde reise Morgenen efter. Forgjæves kom Henrik op senere om Aftenen og gjorde Undskyldning, forgjæves tryglede vi om Morgenen, Henrik næsten knæ? faldende. Vognen kjørte frem, Fader og jeg reiste den samme seks Mile lange Vei tilbage. Hvilken Dag, hvil? Ken Reise! Fader sad forstenet rugende ved Siden af mig i Vognen, jeg turde ikke tale til ham.
