I de lange Nætter
79
AV DEN FØRSTE OG DEN SIDSTE NAT Vi har nu talt om saa meget; som gamle Krigska? merater, der kommer til at fortælle, har vi pegt paa mangt et Livets Merke og Ar, vi har fortalt om de Lidelser, de har voldt os, og forsøgt at snakke dem bort; men Kamerater! merkelig nok har vi aldrig berørt ett, hvor og hvovledes de er blevne til. Hvor staar det sørgelige Grænseskjel i eders Liv, som I kalder den første søvnløse Nat? Hvorledes var den Dag, der gik forud for den Nat, da Søvnen den første Gang flyede eders Øie? Eller maaske I tæller ti hundrede tusende af disse dryssende, smaa« plagende Dage, der tirrer Nerverne, indtil de tilsidst reiser sig og beslutter at holde Vagt hver Nat? Venner! ogsaa disse Dage kjender jeg; men det er ikke dem, jeg mener. Det er saadanne Dage i vort Liv, der overfalder os aabenlyst, med Begivenhedernes Kølleslag, og efterlader os paa Pletten, hvor vi stod sorgløse og intet anende, plyndrede og sanseløse af Skræk Dage, som følges af vor første gjennemvaa» gede Nat. Af saadanne Nætter har jeg oplevet tvende i mit Liv. Den ene var en dunkel Vinternat. Omkring et Leie sad flere Personer, Time for Time. De talte ikke, de rørte sig ikke. De syntes blot aandeløse at lytte til et svagere og svagere Aandedræt. Uret pikkede over? lydt, med bestandig hurtigere Slag. Og deres Ansig? ter var blege som Urskiven, og de stive Miner viste alle med frygtelig Overensstemmelse til det samme Punkt, det übønhørlige, forfærdelige Forbi. Og dog vilde en blandt dem ikke tro det og tilbragte den hele Nat med at gruble over, om det var sandt, og denne ene I ved, hvem det var! To eneste paa en 0 midt i det store, øde Hav; den ene bliver igjen; hvorledes kan man ogsaa fatte det? Ak, først i de lange, lange Bekymringens Nætter, der følger efter en saadan Nat, lærer man at fatte, at det er sandt; fatte, at noget saa grusomt kan ramme
