80
Camilla Collett
en, som at man kan være to paa en vild 0 og blive alene igjen. Den anden Nat, eller rettere den første, den aller# første thi det er længe, meget længe siden, saa længe, at jeg syntes, det er noget, der foregik paa en anden Klode, i en anden Tilværelse —, denne eller rettere den Dag, der gik forud for den Nat, oplevede jeg under ganske andre Omgivelser. En Aften i Begyndelsen af Juni, himmelsk mild og fuld af Vellugt, Liv og Lys! Jeg sad paa Bænken under det store Æbletræ i Haven, Hele Gangen var hvidspettet af dets Blade, og jeg sad i dybe Betragtninger. Jeg tænkte over et Under, der laa for mig, jeg tænkte paa, at iaar var alle Pinselil# jerne raske, ikke en af dem havde Tæring, som de ifjor næsten alle havde. Og saa tænkte jeg: Mon Hængebirken der paa Muren altid har været saa præg# tig og stor? Ved siden af den gamle, krogede Asp sei den ud som en Konge! Har den altid reist sig saa majestætisk op i Veiret, saa forunderlig elastisk knei# sende og med denne yndefulde, nedladende Bøining? Hvilken ædel Stamme, hvilken Krone! Hvor kjækt lader den sin glinsende Kaabe flagre og i tusende maleriske Folder flagre lige ned om sin Fod! Den er deilig, den Birk! Jeg er stolt af, at den staar i vor Have, Det samme synes ogsaa Solen; den ser slet ikke paa de andre Træer; men til Birken sender den et langt, glø# dende Afskedsblik. Det samme synes ogsaa den lille Fugl, der sidder i Toppen af den og synger. Under# tiden jubler den op i saa henrykte, klingende Slag, at man maa forundres over saadanne Lyd i den lille Strube; men med ett falder den ned i lange, dirrende, dæmpede Toner, saa vemodig beklemte, som om den vidste om noget sørgeligt. Og det hjælper ikke, at Græshopperne nede paa Volden enstemmig siger: Snik, snak! og Humlerne brummer og brummer: Pur Indbildning, Stikkelsbærblomsterne er ualmindelig søde iaar, brum brum, intet er sørgeligt; iaar faar vi Pinse# liljer, brum, brum, brum; den lille Fugl, der sidder oppe i Birken, synger endnu vemodigere, endnu tung#
