Kvinnesakspolemikk
81
sindigere, den ved det bedre; der er noget sørgeligt. Og min Sjæl var som en af Knopperne, saa fuld, saa rigtig færdig til Udspringen, men ikke utaalmodig, pent stille som disse; de venter, til Regnen kommer, Ja, min Sjæl var rig og fuld dengang, den var tung af Haab og Livets hele Sødme. Da kom der et Brev; det var endda rosenrødt, som man dengang ofte brugte Brevpapir. Da jeg havde læst det, og det var gledet ned paa Sandet, saa det uskyldigt ud, som om det var et Blad faldt ned af Træet med de andre Blomsterblade. Og det havde dog været veg* tigt nok det lille Blad til at knuse et Haab for denne Verden .
I den Time brast et Baand mellem Naturen og mig, der aldrig skulde heles, og jeg elskede den ikke som før.
IV. KVINNESAKSPOLEMIKK
AV SIDSTE BLADE 1872. Man har talt meget om «Tendensen» i min første Fortælling Amtmandens Døtre, ogsaa i de Anmeldelser i sin Tid, som Kritikken beærede denne Bog med, uden saa synes mig, at have rigtig opfattet og forstaaet denne. Forsaavidt som den skulde tale den kvindelige Frigjørelsessag, den første Svale hos os, saa vilde man maaske mene, at vi nu er skredne langt forbi. Heller ikke heri er jeg af samme Mening: vi har endnu slet ikke naaet det Stadium af Frigjørelse, hvorom hin For* tælling dreier sig. I vore Dages Bestræbelser for at 6
Camilla Collett i utv.
