Kvinnesakspolemikk
83
Det Punkt, hvortil den kvindelige Frigjørelse er frem; skreden, er som alle Overgange svanger med Ulykke og Forvirring. Den Tro, at Kvinden værdigst udfyldte sin halve Plads i Skabningen, naar hun vegeterede som en unyttig Sirplante i Forældrenes Hus, syslede lidt om, skjænkede Te, spillede Piano, forsynede Mama med Kraver og Kapper og Papa med Tobakspunge eller satte disse ufrugtbare Færdigheder ind i et lidet be* tryggende Egteskab, denne smukke, ærværdige Tro har faaet et Grundknæk og kommer sig aldrig. «Men Liv er det ikke,» skrev en saadan malplaceret, teskjænkende Datter allerede for tredive Aar siden, da Tanken alene paa, at det kunde være anderledes, var Oprør. «Liv er det ikke, saalidt som Kjærets sygnende Vande Ligner Havets Bryden mod vekslende Strande.» Emilie hed hun, og hun skrev disse to Linjer paa en Rude, uden Sammenhæng, uden Forbindelse med noget. Forbindelsen vilde været Oprør. Hun døde et Aar efter, uden nogen synlig Grund, maaske fordi hun var kjed af Teskjænkningen og havde gjort den frygtelige Opdagelse, at hun kunde været anvendt til noget bedre.
I de franske Retsforhandlinger spørges der gjerne ved enhver Sag, inden man kjender Omstændighederne ved den: «Ou est la femme?» Overalt, hvor man i Lb vet stoder paa noget modsigende, gaadefuldt, det være sig paa husligt selskabeligt, religiøst Omraade, men især ved et af disse paafaldende Omslag i en Mands sjæle; lige og moralske Eksistens, enten til det gode eller til det onde, hvorsomhelst man møder disse Spor af en mægtig, hemmelighedsfuld Paavirkning, kan man og; saa trygt spørge; «Ou est la femme?» Altid skal man se, der stikker en Kvinde bagved. Manden har langt; fra denne Magt. En rigtig ædel Kvinde vil neppe, seiv
