Kvinnesakspolemikk
87
gaden, naar de havde beboet en Villa i Homansby eller ved Frognerkilen, og vi skulde se, hvad Mod de havde! Efter denne Metamorfose er hun da saa egentlig ind? registrere! som Enke, vil sige: hun er sat ud af Livets aktive Tjeneste, med Forpligtelse til herefter ikke mere at lade høre sig, og hvis det sker, da at «være for? nøiet». Endnu aner hun ikke Betydningen af denne skrækkelige Overgang, over Tabet seiv har hun ikke tænkt paa, hvad Virkning det vil øve paa hendes Stil? ling i Samfundet. Hun tror, at dette samme Samfund, der ifjor kappedes om at rive Dørene op for hende, nu kun vil give denne Hyldning Deltagelsens og den omme Medfølelses mere indtrængende Præg, og o, hvor hun trænger til denne ømme Medfølelse! Indskrænkningen, det værste Trin ned ad Stigen, er altsaa foregaaet. Er hun ung og har bevaret endnu nogle ungdomme? lige Interesser og Smaavaner, Gud bære hende da! naar hun overalt mødes med et forbauset Smil over, at saa? dant kan overleve Forandringen, naar hun skal se en? hver liden Adspredelse kontroleret og beregnet, om den ogsaa stemmer med «hendes nuværende Kaar». En ung Pige, som engang havde været en feteret Toneangive? rinde i vor By, vendte tilbage til den som ung Enke. Der reiste sig pludselig ligesom et optrækkende Veir af dunkel Uvilje omkring hende. Havde hun forbrudt sig mod Hæder og Ære, var hun en slet, forsømmelig Moder? Nei slet ikke, men hun traadte op i en Hat, som var altfor moderne, altfor elegant. Hun var jo Enke! Men nu maa hun fortjene noget for at kunne leve, hun maa søge en Virksomhed. Hun tager Logerende. De faa dyrebare Stykker, hun af sine forrige Mobilier har reddet, anbringes i deres Værelser. Har hun Raad til den Luksus ingen Logerende at have, begynder hen? des Sofaeksistens, fra hvilken hun har at tælle de en? kelte Dryp af Liv, der kan tilflyde udenfra, i Løbet af den lange, snigende Uge. Undertiden et Besøg af voksne Børn, af en gammel Veninde, der ikke ganske
