88
Camilla Collett
har glemt hende, og som aldrig undlader at se sig om og sige: her har du jo faaet det pent! Lykkelig maa hun derved skatte sig, jo større Anlæg hun huser i sig seiv til intet at ville, intet at savne, jo større Overens# stemmelse hun formaar at bringe mellem Udstyret i sit eget Indre og hendes Stuefængsels Tomhed og øde Tarvelighed. Folk kalder dette: hun er tilfreds, og der* med er de ogsaa tilfredse, da hun jo noksaa pent op# fylder sin Samfundsforpligtelse ikke at lade andet høre. Men eier hun ikke denne Sjælsarmodens formidlende Evne, har hun en Aand, der higer udover Stuefængse# let, der levende kræver sin Deltagelse i Tidens aande# lige Dagverk, o, tifold ve hende da, tifold beklag hende! Hun har ingen Adgang til god Læsning, hun har maaske ikke Raad til at holde en Avis. Og seiv maa hun ikke, næst Søndagene i Kirke selvfølgelig, røre sig ud for at søge noget, som ikke bevislig gaar ud paa den blotte og bare Opholdelse af Livet. Drives hun alligevel dertil, søger hun Livet, søger hun Menneskene ak, enhver saadan Berorelse med dem vil være hende en levende Paamindelse om, at Retten til en egen Eksi# stens med dens selskabelige Forrettigheder for Fremti# den er forment hende! I de Smuler, der nu tilbydes hende, vil hun smertelig føle Almissen, Barmhjertig# hedsydelsen. Hun vil finde alt lukket, alt udslukt. Hvad hun griber efter, er som Blomsterne i Margare# thas Have, der visner, idet man vil røre ved dem. Hun vil allerede i Tonen mod hende, ligefra den fornemme Venindes, i hvis Festballer hun engang deltog, indtil Mari Skurekone, spore denne Forandring, der ikke la# der sig gribe, men føle desto bitrere kort, ved hvert Skridt hun tager, ved hver Dør, hun træder ind af, vil hun merke, at hun er en anden Person, end da hun havde sin Justitiarius, sin Statsrevisor, sin Bankadmini# strator lyslevende bag sig. Denne Art Indskrænknings# øvelse er endnu den smerteligste den tager frygtelig Tid; er den gjennemgaaet, saa sænker der sig en sløv, næsten idiotisk Ro over hende. Folk kalder den slet ikke noget; thi de erindrer neppe mere, at hun er til.
