Anmerkninger
91
han måttet tilkjempe sig: «Jeg nægter ikke at det mangen* gang blev mig ret broget, naar mit Øie med Velbehag dvæ* lede paa Deres sylpheartede Skikkelse, og jeg havde da, naar jeg anede en lønlig Forstaaelse mellem os, ofte en rasende Lyst til at gribe Dem i mine Arme og proklamere min nye Herlighed for et æret og studsende Publikum.» Ofte har han også hatt tilbakefall. Især minnes han en sommeraften da Welhaven fulgte med i båten fra Kongshavn til skibet «Haabet», som skulde føre henne og prost Wergeland til Frankrike. «De sad bag i Baaden og jeg stod foran og be* tragtede Dem. De var bleg og stille. Jeg var saa underlig tilmode, at jeg kunde have klynget mig op til Dem og gaaet overbord med Dem.» Han tilbyr henne dog bare et fortro* lig vennskapsforhold. Hun forteller i sin dagbok at hun næ* sten leste sig vanvittig på dette brev. Hennes første tanke var den «Han har altsaa elsket mig.» Man har ment at det er dette brev hun forteller om i Første og sidste Nat (5.79) at det var det «som fødte den smertefuldeste og skjønneste side i hendes selvbiografi». (G. Gran). Det kan ikke nektes at både gjennem Camilla Wergelands dagboksoptegnelser og gjennem brevvekslingen mellem de to faller der et mindre flatterende lys over Welhaven. Mens hun står der hel og sterk i sin følelse, er der adskillig tanke* løshet og egoisme hos ham i dette forhold. Han har uten tvil været betatt av hennes særegne skjønnhet og begavelse; men undertiden følte han sig formelig frastøtt, han kunde se likhet hos henne med dem han hatet mest i denne verden, Nicolai og Henrik Wergeland. Ellers har han neppe været klar over dybden og arten av sin følelse. Han har heller aldri like ut sagt at han elsker henne, seiv om han undertiden bruket uttrykk som måtte villede den som seiv elsket. Og han som i disse år kjempet en bitter strid i ensomhet og savn har hatt vanskelig for å undvære hennes dype og sjeldne forståelse. Senere innrømmer Camilla Collett at skylden for en del var hennes. «Ogsaa jeg var forknyttet og havde lige til min fndtrædelse i Verden undværet Solskin og Roes. Jeg vidste ikke om jeg var smuk, om jeg var god, eller hvad jeg var; ingen havde sagt det hjemme, og i Christiansfeld, hvorfra jeg netop var sluppet ud, fik man heller intet at vide derom.
