ind paa denne Idee, indførte paa Norges Budget for Aarene 1827—1830 et Anslag paa en Sum til Reisens Udførelse; og det i Aaret 1827 forsamlede Storthing bevilgede i Midten af Juli samme Aar næsten eenstemmigt[1] den foreslaaede Sum, uagtet dette Foretagende var reent videnskabeligt, og aldeles ingen materiel Interesse havde for Norge. Hans Majestæt befalede sin Minister i Petersburg, Baron N. Fr. Palmstierna, at underhandle med Ruslands Keiser om Tilladelse til Reisens Udførelse. Ved denne Underhandling spurgte Keiseren strax: hvad vil han foretage sig i Sibirien? — Svar: udføre endeel videnskabelige Undersøgelser, fornemmelig over de magnetiske Phænomener. — Formodentlig i Spøg udbrød Keiseren: „eh bien! S’il veut rester la“[2]. Men da Palmstierna yttrede: Hans Majestæt min Konge interesserer sig særdeles for dette Foretagende, svarede Keiseren: „Nu vel! saa lad ham komme“.
Vor Geolog, Professor Keilhau, havde yttret det Ønske, at ledsage mig paa denne Reise, men blev forhindret, i det Regjeringen havde paalagt ham, at foretage en mineralogisk Undersøgelse af Norges nordlige Regioner. Dette var meget beklageligt, da de østlige Egne af Sibirien omkring Baikal Søen og Tunguserlandet, som jeg senere besøgte, visselig vilde have givet Geologen Anledning til interessante Opdagelser. Da det imidlertid i flere Henseender var behageligt, paa en saa lang og besværlig Reise at have en Ledsager, saa tilbød sig Hr. Lieutenant Due af den Norske Marine, der havde nogen Øvelse i Brugen af astronomiske Instrumenter, at ledsage mig. I Aaret 1824 havde jeg i Berlin gjort Bekjendtskab med Professor Paul Erman, som havde beskjæftiget sig med Jordens magnetiske Phænomener og selv anstillet endeel Iagttagelser. Han viste mig en stor Kapsel, som havde Udskriften „Hansteniana“ og indeholdt Excerpter af mine Arbeider, og hans egne derhen hørende Iagttagelser. Da han af Tidningerne saae, at det Norske Storthing havde bevilget de nødvendige Midler, saa spurgte han mig i et Brev af 24de Juli 1827, om jeg ikke vilde medtage hans Søn Adolph Georg Erman, som den
