Toldboden, for at faae vore Sager udleverede, men forgjæves; vi bleve affærdigede med ubestemte og undvigende Svar. Den største Vanskelighed gjorde en Pakvogn, som jeg til Transport af vore Kufferter, Instrumenter og de mange Fornødenheder, som til en Reise igjennem Sibirien ere uundværlige, havde medbragt fra Christiania. Mægleren i Kronstadt havde spurgt, hvor mange Collies vi medbragte, og det faldt mig ikke ind hertil at regne denne Pakvogn; den stod altsaa ikke paa Listen. Den skulde derfor confiskeres, og Skipperen, som ikke havde angivet den, betale 100 Rubler i Bøder. En Dag traf jeg hos vor Banquier Baron Stieglitz en Geheimeraad Druschini, som arbeidede under Cancrin, og beklagede for ham min Nød. Han var saa artig, at opsætte for mig en Fransk Skrivelse til Ministeren, hvilken jeg underskrev; og han lovede mig, strax at sende den til Bureauet, for at bevirke Udleveringen. Men Alt dette hjalp ikke. Ulykken var, at Grev Cancrin, ifølge Grev Suchtelens Meddelelse, at jeg vilde reise over Åbo og Wiburg, havde givet Autoriteterne paa disse Steder Befaling, at lade mig passere uden de sædvanlige Formaliteter; men da jeg var kommen directe til Kronstadt og Petersburg saa vare ingen Foranstaltninger os vedkommende her trufne.
Endelig blev det mig antydet, at ingen anden Udvei var mulig, for at faae Ende paa Sagen, end at henvende mig personlig til Ministeren, som gav Audients Kl. 4 om Eftermiddagen. Jeg gik altsaa derhen, og da den Russiske Betjent, som stod ved Døren, gav at forstaae, at Hans Excellents var hjemme, og jeg ikke forstod, hvad han tilsøiede, bankede jeg paa, og gik ind. Jeg traf Ministeren i Samtale med en geistlig Mand, og klagede ham min Nød. Han svarede i vred Tone: „Det er Deres egen Skyld!“ Han havde ifølge mit Udsagn, at jeg vilde reise igjennem Finnland givet Toldembedsmændene i Åbo og Wiburg Befaling, at lade mig passere uden Vanskelighed. Var jeg kommet den Vei, skulde jeg seet, hvor høfligt man vilde behandlet mig. Jeg kunde spørge Dr. Erman, hvorledes man havde modtaget ham ved den Russiske Grændse, da han kom fra Berlin. Toldpersonalet havde paa det prægtigste beværtet ham“. — Til min Undskyldning svarede jeg: „Over Omstændighederne, Deres Excellents, kan man ikke raade; paa den Tid, da jeg vilde afreise fra Stock-
