med Dr. Erman. Han overleverede os fire Brevet til Irkutsk, Jakutsk og Ochotsk, og Erman et til Kamtschatka, hvori han anmodede Capitain Hagemeister, Chef for en Russisk Fregat, Krotkoi, som han troede vilde indtræffe der paa samme Tid som E. at bringe denne min Reisefælle med sig tilbage til Europa, hvilket ogsaa siden skede. „Af saadanne Breve kunne De ikke faae formange“ føiede han til. I det han leverede mig mine Misviisningskarter tilbage, sagde han: „Kan De troe, at disse Karter have gjort mig syg i et Par Dage?“ Han havde nemlig givet det ene Blad til en ung Søeofficier til at copieres, og nogle Dage efter var denne Ofsicier i Admiralens Fraværelse gaaet ind i hans Contoir og havde taget det andet. Derpaa havde en Engelsk Capitain Widall besøgt Krusenstern, og denne vilde han vise Kartet; men uagtet han gjennemsøgte alle sine Sager, og vendte op og ned paa alle sine Papirer, var Kartet ikke at sinde. „Den Tanke“, sagde han, „at jeg ved Uagtsomhed skulde have ladet mig det af en Fremmed betroede Arbeide forkomme, ærgrede mig saaledes, at jeg blev syg, og maatte søge Sengen. Først den følgende Dag, da min Lieutenant bragte mig begge Blade tilbage og forklarede mig Sagen, stod jeg igjen op“. Da vi havde taget Afskeed, og vare komne ud i Newski-Perspectiv, som gik langs med Admiralens Have, bleve vi kaldte tilbage af en Betjent, som sagde os, at Admiralen ønskede endnu at tale et Par Ord med os. Strax efter saae vi ogsaa Admiralens Hoved over Stakittet, og blev af ham under venlige Undskyldninger anmodede om, endnu engang at vende tilbage, da hans Frue gjerne vilde sige os Farvel. Da vi kom ind, traadte den elskværdige Dame med Taarer i Øinene os imøde, og ønskede os al Lykke til vor forestaaende besværlige Reise. Hun tilføiede, at hun havde en Søn, der som Søcadet var ombord paa det Russiske Skib, som sandsynlig vilde optage Dr. Erman, og at hun nu, bekymret over denne Søns Skjæbne, i Phantasien havde gjennemgaaet alle de Farer, som man paa en saadan Reise, som den, hvilken vi vare i Begreb med at udføre, kunde være udsat for. Da jeg, rørt over denne venlige Afskeed, tog hendes Haand og kyssede den, bukkede hun sig og kyssede mig paa Kinden. Det var første Gang, at jeg blev bekjendt med denne Russiske Skik. Ministeren Suchtelen i Stockholm havde allerede
Hansteens Reiseerindringer.
