Ankers Lyststed Sommerroe, og der forvandlet til et Lysthuus, hvor den endnu stod efter 1814.
Efter min Faders Død solgte min Moder sin Gaard og en anden Eiendom i Oslo, der laae paa det gamle Kloster Nonnesæters Grund, og kjøbte en anden liden Gaard i Christiania. De 3000 Rdlr., hun derefter havde i Behold, laante hun til sin Lagværge, en Justitsraad Smidt, som eiede Ruseløkken. Da hans Bo ved hans Død befandtes fallit, tabte hun disse, og kunde med 5 smaae Børn og en ringe Enkepension ei tænke paa at udføre min Faders Beslutning, som havde bestemt mig til Søetaten. Efter at have i nogle Aar besøgt et Par saakaldte Pugeskoler, hvor der, især hos en Dansk Tyran ved Navn Thorius, sørgedes langt mere for Optugtelse end for Oplærelse, satte min Moder mig i mit 9de Aar i Christianias Kathedralskole, som den Gang i de tre nederste Classer havde høist maadelige Lærere. I den nederste eller anden Lectie (thi den første var sløifet) læste man lidt Geographie, den gamle Historie efter Kall, dog uden at have Karter over det gamle Grækenland til Veiledning, latinsk Grammatik, Eutropius og Fædrus; i tredie og fjerde Lectie græsk Grammatik, Evangelierne i det græske Testamente, der blev oversat paa Latin, og Justinus; i femte Lectie hebraisk Grammatik, de første Capitler af første Mosebog paa hebraisk, mere af det græske Testamente, Epiktets Haandbog og noget af Ciceros Bog om Pligterne, samt nogle af Horatses Oder.
Man kunde, som Flere have bemærket, den Tid blive Student, næsten uden at kunne skrive og regne. Dette var næsten bogstaveligt Tilfældet med mig. Da jeg efter 4 Aars Forløb var kommen til femte Lectie, hvis Hører var Herman Amberg (siden Rector ved Skolen i Christiansand), og en Dag leverede ham min latinske Stil, vendte han Papiret først paa den ene, derpaa paa den anden Side og lod det derpaa falde paa Gulvet, og sagde: „det seer jo ud som om Du havde dyppet en Flue i Blækhuset og derpaa ladet den krybe over Papiret“. I det jeg bukkede mig for at tage det op fra Gulvet, satte han Foden paa det, og gav mig et drøit Ørefigen. Jeg bemærkede frygtsomt: man formaaer jo ikke at skrive bedre end man kan. „Man kan hvad man vil, Din Lømmel“ var Svaret. Ved
