Lille Juleaften 1840 gav Skjæbnen mig et smerteligt Stød, da min fortræffelige Hustrue døde, kort efter at have besøgt sit Fædreneland. Aaret efter døde min yngste haabefulde Søn Viggo. Mit senere Liv er mine Landsmænd tilstrækkeligt bekjendt.
Den 28de October 1856 feiredes mit Jubilæum af Universitetets Lærere og Studerende paa en for mig særdeles rørende Maade, idet man havde ladet slaae en Medaille i denne Anledning og de Studerende havde ladet forfærdige en Buste af Gibs, som blev opstillet i Observatoriets runde Sal, en anden af Marmor, som opstilledes i Samfundets Locale, og i stort Optog med Fahner ankom til Observatoriet, afsang en Sang, og lod mig af Samfundets Formand lykønske i dets Navn. Hans Majestæt lod mig ved den ældste Statsraad Vogt overbringe Medaillen for Borgerdaad i Guld [1]. Ved at kaste Blikket tilbage paa mit foregaaende Liv kan jeg ikke andet end tilstaae, at Skjæbnen har været mig ualmindeligt gunstig, og at mine Bestræbelser ere bleven vurderede langt over Fortjeneste.
- ↑ Beretning herom findes i Illustreret Nyhedsblad for 1856 No. 44 for 1ste November.
